Kærlighedsfabel og antifascisme på Tyske Filmdage
Ved filmfestivalen Tyske Filmdage kan man fra den 30. maj til den 2. juni se aktuelle tyske film. Det foregår i biograferne Grand Teatret, København, og Øst for Paradis, Aarhus
Tyske Filmdage kan opleves i Grand Teatret, København, og Øst for Paradis, Aarhus, fra den 30. maj til den 2. juni. Billedet er fra filmen 'Undine'.
Foto: PR-materiale
Igen i år arrangeres der Tyske Filmdage i biograferne Grand Teatret, København, og Øst for Paradis. Den årligt tilbagevende filmfestivalen skydes i gang søndag den 30. maj med visningen af filmen 'Undine', der er instrueret af Christian Petzold. Filmen er en moderne udgave af kærlighedsfablen om vandvæsenet Undine, der først kan blive et menneske, når hun forelsker sig i en mand. Titelrollen spilles af Paula Beer. Også Jacob Matschenz og Franz Rogowski spiller større roller.
”Christian Petzold har med ’Undine’ skabt et moderne, mytisk eventyr, der ikke ligner noget, du har set før”, står der i indledningen til programmet for Tyske Filmdage, der bl.a. er underskrevet af Detlev Rünger, Tysklands ambassadør i Danmark.
Tyske Filmdage, der begyndte i 2010 i København, viser også filmen 'Herr Bachmann und seine Klasse', som vandt en Sølvbjørn-pris ved dette års filmfestival i Berlin. Filmen er instrueret af Maria Speth og markerer sig særligt med sin spilletid på 217 minutter, svarende til mere end tre og en halv time.
Det er også muligt at opleve dramaet 'Und morgen die ganze Welt', der var årets tyske Oscar-kandidat. Filmens handling tager udgangspunkt i instruktør Julia von Heinzs egne erfaring i den yderste venstrefløjs antifascistiske grupperinger. Det er skuespiller Mala Emde, som ses i hovedrollen som den unge jurastuderende Luisa, der i forsøget på at gøre en forskel oplever, hvordan grænser skubbes, og vold bliver en del af hverdagen. Filmen opnåede dog ikke at blive Oscar-nomineret.
Tyske Filmdage arrangeres af Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret / Camera Film, Den Tyske Ambassade samt Copydan Verdens TV / Nabolandskanalerne.
Tyske Filmdage afrundes onsdag den 2. juni ved visningen af filmen 'Exil'.
Læs mere på www.tyskefilmdage.dk
Flere nyheder: