Mød mindretallet på Ferie For Alle
Der er inspiration at hente til de kommende ferier i Messecenter Herning hos Grænseforeningen og de sydslesvigske organisationer.
Rejsemessen 'Ferie For Alle' i Herning tiltrækker ofte mange mennesker.
Arkivfoto: Nikolai Lengefeldt
I dag og denne weekend er der feriemesse i Herning.
Her flokkes danskerne til det midtjyske for at få inspiration til den næste ferierejse på messen, der har overskriften ’Ferie For Alle’.
Men hvorfor egentlig bruge en masse rejsetid for at bevæge sig om på den anden side af kloden?
Der er jo fantastiske oplevelser at hente lige midt i vores eget, sydlige grænseområde, hvor der samtidig er mulighed for at blive klogere på vores historie og se den danske kultur spejlet i nabolandets med- og modspil gennem mange år.
Man kan besøge Dannevirke, der betegnes som Danmarks fødselsattest. Man kan besøge Flensborg, som engang var Danmarks næststørste by. Der er masser at opleve i Sydslesvig, den nordligste del af Tyskland, hvor det danske mindretal sætter sit præg på både nutiden og historien.
Og Sydslesvig er med på ’Ferie For Alle’, der er Skandinaviens største feriemesse. Sammen med det danske mindretals kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF) informerer Grænseforeningen og Oplev Sydslesvig om seværdigheder, overnatningssteder, arrangementer og – selvfølgelig – om det danske mindretal i Sydslesvig.
Oplev Sydslesvig er et fælles projekt af alle mindretalsorganisationerne. Formålet er at udbrede kendskabet om grænselandet og det danske mindretal i den danske befolkning.
Men hvordan udbreder man kendskabet til noget, som i bund og grund handler om en helt særlig kultur og historie?
Når man f.eks. kører igennem Flensborg, vil man ikke umiddelbart opdage, at en femtedel af befolkningen bekender sig til det danske mindretal.
Så de gæster, der besøger standen i Danmarkshallen (Hal C - stand 2912) kan lære, hvordan Sydslesvig byder på en bred vifte af kulturelle og turistiske tilbud. Landsdelen mellem Østersø og Vadehav er selvfølgelig præget af flotte strande, en smuk natur og en god turistisk infrastruktur med mange hoteller og andre spændende overnatningssteder.
Men landsdelen er ikke mindst på grund af sin særlige historie rig på kulturelle seværdigheder og oplevelser. For eksempel om, at museerne på Gottorp Slot, Dannevirke og Hedeby fortæller spændende dele af Danmarkshistorien, om det nu handler om vikingerne, det historiske Hertugdømme Slesvig som del af den danske helstat eller den aldeles bevægelige grænse, hvis endelige beliggenhed efter 1920 førte til den nuværende situation med et tysk mindretal nord for grænsen, et dansk mindretal syd for grænsen og dermed den så smukke historie om et skoleeksempel på fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer i et forenet Europa.
Hvis du skal på messen, så husk at tjekke standen, som kan vejlede i den mest klimavenlige udlandsrejse til en destination, hvor man taler dansk, naturen er vidunderlige og kulturen mangfoldig og med udspring i vores egen historie.
Messen er åben i dag samt lørdag 24. februar klokken 9.00-17.00 og søndag 25. februar 10.00-17.00
Flere nyheder: