Nationalisme er bedre end sit rygte
Flygtninge og grænsekontrol splitter danskerne og udfordrer den nationale selvforståelse, og det er helt forudsigeligt, siger historiker Uffe Østergaard i et interview i det nyeste nummer af Grænsen med temaet ”Nationalisme i Europa”.
”I dag er de enkelte stater i Europa sig selv nærmest. Ikke mindst Danmark, som er det mest nationalistiske land af alle. I Danmark taler vi, som om vi var i familie. Og det er vi jo næsten også. Vi har gået i skole sammen, vi har spist den samme slags mad, og vi har set de samme tv-serier”.
”Den form for homogenitet i et land, findes næsten ikke magen til noget sted på jorden. Derfor rykker vi sammen, når der opstår noget uventet, som det aktuelt er sket med flygtningesituationen”, siger Uffe Østergaard, der heller ikke er overrasket over, at flygtningesituationen har medført et højreskred i de europæiske lande.
Højreskredet er kommet stærkest til udtryk i det østlige Europa, men også i eksempelvis Sverige, England, Frankrig og Tyskland. I Tyskland havde Alternative für Deutschland (AfD) stor fremgang ved tre delstatsvalg i marts.
”Det er jo bagsiden af demokratiet: At især i vellykkede demokratier stemmer også analfabeterne. Og de sætter ikke deres kryds efter, om de bliver præsenteret for en langsigtet klog løsning. De stemmer efter folkestemningen nu og her”, siger Uffe Østergaard.