Ny bog skal fortælle gode historier fra Sydslesvig
Som parallel til Kristian Ditlev Jensens bog Sønderjylland. Steder og mennesker, skriver forfatteren nu på en bog om Sydslesvig i et samarbejdsprojekt mellem forfatteren, Grænseforeningen og Gyldendal.
Sydslesvig. Steder og menneskerskal gøre forfatter Kristian Ditlev Jensens bog om Sønderjylland kunsten efter: Den skal indfange en landsdels sjæl i ord og billeder. Bogens fokus ligger på det danske mindretal, som den vil beskrive gennem en række litterære essays, der går tæt på store emner som nationalfølelse, tro og historie.
Bogens hensigt er på litterær vis at formidle kendskab til mindretallet til den danske flertalsbefolkning. Med projektansøgningen til Sydslesvigudvalget gik Grænseforeningen i sit oplysningsarbejde således en alternativ vej. En bog af den kaliber, som kendetegner Sønderjylland, kan på en god måde formidle den ro og harmoni, som kendetegner forholdene i det dansk-tyske grænseland i dag.
Samarbejdet med Kristian Ditlev Jensen kom i stand, da han allerede har leveret en smuk skildring af en smuk egn. Sydslesvig er tænkt som den naturlige opfølgning, der geografisk, tematisk og stilistisk hænger naturligt sammen med bogen om Sønderjylland. Derudover har Ditlev Jensen bosat sig i Flensborg, og han kan således komme helt ind under huden på Sydslesvig og mindretallet.
Sønderjylland. Steder og menneskerfik en varm anmeldelse af sønderjyden og folketingsmedlemmet Eva Kjer Hansen (V), der skrev, at bogen indfanger den sønderjyske sjæl. I den nye bog skal både Sydslesvigs og mindretallets sjæl indfanges, og det bliver bestemt spændende.
Sydslesvigudvalget har bevilget 175.000 kr. til bogen, der bliver udarbejdet i løbet af det indeværende år.