Sønderjysk satireskrift hædrer Stefan Seidler
Stefan Seidler, SSW-medlem af den tyske Forbundsdag, tildeles ’Æresrummelpotten’, for at sætte det dansk-tyske grænseland på Europakortet.

I Æ Rummelpot er Stefan Seidler afbildet som viking foran Brandenburger Tor i Berlin.
Foto: Æ Rummelpot
Det sønderjyske satireskrift Æ Rummelpot, der siden 1946 er udkommet op til jul, har i år tildelt Stefan Seidler ’Æresrummelpotten’. Stefan Seidler, der tilhører det dansk-frisiske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, blev valgt ind i den tyske Forbundsdag den 26. september og hædres for at være med til at sætte det dansk-tyske grænseland på Europakortet.
I Æ Rummelpot er Stefan Seidler afbildet som viking foran Brandenburger Tor i Berlin.
”Der Hr. Seidler er lille af statur. Men grumheden selv, når det kommer til stædighed, arbejdsomhed og troen på det – næsten – umulige: Det første mandat i Forbundsdagen til Det danske Mindretal i 68 år,” lyder det i Æ Rummelpot.
Æ Rummelpot tager også andre emner under kærlig behandling i dette års udgivelse: Kampen om borgmesterkæderne i Sønderborg, Tønder, Aabenraa, og Haderslev ved efterårets kommunalvalg, og studenternes studentervognskørsel, som får en coronakommentar med på vejen: ”Vi var i karantæne. Nu brækker vi os på din plæne”.
Æ Rummelpot har de seneste fem år oplevet en stigning i salget og er en populær mandelgave i Sønderjylland. Gunnar Hattesen, der også er redaktør for Gråsten Avis, er redaktør sammen med ungdomsredaktør Freja Oldrup. Æ Rummelpot koster i år 100 kr. og kan købes hos boghandlere.
Flere nyheder: