Tilbage til nyhedsliste

Stefan Kleinschmidt giver stafetten videre

14. december 2023

Stephan Kleinschmidt har været spidskandidat og gruppeformand for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, siden 2005. I dag er han 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune, men i 2025 er det slut.

Stephan Kleinschmidt er 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune.

Stephan Kleinschmidt er 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune.

Foto: Slesvigsk Parti

Midtvejs i sin femte byrådsperiode og to år inden næste kommunalvalg meddeler lokalpolitikeren i Sønderborg Kommune Stephan Kleinschmidt fra det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, at han ikke genopstiller til kommunalvalget 2025. 

Han har været en markant politiker, der som udvalgsformand har sat sit præg på mange dele af livet i Sønderborg. Stefan Kleinschmidt har været formand for Kultur og Fritid fra 2006 til 2011, formand for Kultur og Regional Udvikling 2014 til 2017. Fra 2018 til 2021 var han 1. viceborgmester og formand for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.

Siden det eneste kommunalvalg i 2021 har han holdt sig til posten som 1. viceborgmester, men Slesvigsk Parti sætter stadig præg på udvalgsarbejdet i byrådet. Partiet har i øjeblikket tre mandater i byrådet. Christel Leiendecker er formand for Kultur, Idræt og Medborgerskab, mens Kirsten Bachmann formand for Teknik, By og Boligudvalget. Begge blev valgt ind i Sønderborg Byråd første gang i 2017.

Også syd for grænsen er Stefan Kleinschmidt et kendt ansigt i det kommunale, Han arbejder nemlig som rådmand i Flensborg og har netop meddelt, at han står til rådighed for endnu en embedsperiode på seks år. I modsætning til en rådmandspost i de danske magistratskommuner, er der i Flensborg tale om en administrativ post. Men hans politikområde her dækker så bredt som integration, kultur, sport, uddannelse, byudvikling, klima, miljø, borgerservice og beredskab.

Der er altså nok at se til, og Stefan Kleinschmidt begrunder også sin beslutning med, at han i sommers blev far til endnu en søn og stræber efter en bedre balance mellem familie og arbejde.

”I al beskedenhed vil jeg påstå, at Slesvigsk Parti og jeg har bevist vores værd de seneste 18 år. Vi har søgt indflydelse og fundet løsninger, samarbejdet med dem, der ville, og været en del af alle konstitueringer og budgetaftaler siden 2005. Vi har om nogen taget ansvar. Slesvigsk Parti insisterer fortsat på det brede samarbejde, også når det er udfordrende, fordi vi mener, det er vejen til de bedste beslutninger”, siger Stephan Kleinschmidt, der også peger på partiets enorme indsats for og andel i at Sønderborg Kommune i denne periode har en historisk konstituering, der omfatter alle partier i byrådet. 

”Slesvigsk Parti har en pragmatisk tilgang til politik og et ønske om at bygge bro hen over midten for at fremtidssikre og udvikle vores kommune. Debatten om skolestrukturen eller nærmere beslutningen om at give folkeskolerne et markant løft i det næste årti, som det er lykkedes at få alle partier til at stå bag, er blot det seneste eksempel på, at der er brug for partiet med en stærk placering i den politiske midte. Den brede opbakning til vores forslag om Sønderborgs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad i 2017 er et andet. Det var med til at skabe vores stærke kulturelle profil. Det skabte medejerskab og stolthed i hele kommunen, og vi ser fortsat de positive konsekvenser den dag i dag.”, tilføjer han. 

Rainer Naujeck, der er formand for Slesvigsk Parti, har fulgt Stephan Kleinschmidts kommunalpolitiske virke fra dag ét og har stor respekt for hans personlige udvikling, de politiske milepæle og resultater han har opnået.

”Især hans indsats for at bygge bro mellem rød og blå blok fortjener anerkendelse. Det har betydet meget for Slesvigsk Parti både i Sønderborg kommune og i hele Sønderjylland. Men hans kommunalpolitiske indsats har også haft stor betydning for hele det tyske mindretals synlighed i og uden for Sønderjylland”, siger han.

”2025 vil vi stå i en anderledes situation, som dog også byder på nye muligheder, når vi sammen med Kirsten og Christel skal sætte et nyt kandidatteam for Slesvigsk Parti i Sønderborg Kommune”, slutter Rainer Naujeck.

Se også videointerview med Stephan Kleinschmidt fra 2022.