Støtte til fodbold-EM for mindretal i grænselandet
Region Syddanmark støtter nu tanken om, at EM i fodbold for mindretal, Europeada, bliver afholdt i det dansk-tyske grænseland i 2020, der også er jubilæumsår for Genforeningen.
Det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland samt friserne og roma-sinti i Tyskland støtter i forvejen dette initiativ. Det samme gør Region Sønderjylland-Schleswig samt Sønderborg og Aabenraa Kommune.
På det seneste rådsmøde i Region Syddanmark satte regionsrådsformand Stephanie Lohse (V) sin underskrift på et såkaldt letter of intent, som et udtryk for, at Region Syddanmark støtter, at der bliver afholdt EM i fodbold for mindretal i grænselandet, skriver Der Nordschleswiger.
Uffe Iwersen, der er kulturkonsulent i Bund Dutscher Nordschleswiger (BDN), er glad for opbakningen fra Region Syddanmark.
”For os er det særlig vigtigt. Jo større opbakning fra de involverede aktører, jo større er chancen for, at vi kan få lov til at afholde fodbold-EM i grænselandet”, siger han til Der Nordschleswiger.
Ansøgning om at blive vært for fodbold-EM for mindretal i 2020 skal være indleveret senest 30. april til mindretalsorganisationen FUEN. Også sloverne i Kärnten, Østrig, agter at lægge billet ind på at blive værter i 2020.
Hvem der får værtskabet offentliggøres på FUENs mindretalskongres, der afholdes 17. til 21. maj i Rumænien.
Europeada har været afholdt siden 2008 for de europæiske nationale mindretals landshold i fodbold. Der er tale om både mandlige og kvindelige landshold. Det har tidligere været fremme, at afholdelse af Europeada er en stor opgave, både organisatorisk og økonomisk. Der har været talt om et budget på 300.000-500.000 euro.