Tysk tilskud til det danske mindretal
Regeringen i Slesvig-Holsten øger støtten til det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF)
af Poul Struve Nielsen
Mindretalsrådgiver i forbundslandet Slesvig-Holstens regering, Johannes Callsen, har overrakt SSF et tilsagnsbrev om institutionel støtte for årene 2026 og 2027 til Sydslesvigsk Forening (SSF). SSFs formand, Gitte Hougaard-Werner, og generalsekretær Lasse Rodewald modtog brevet.
For 2026 er der afsat 872.500 euro (6,52 mio. kr.) i støtte til SSF – en stigning på 18.500 euro i forhold til året før. Støtten skal anvendes til at varetage det danske mindretals interesser over for parlamenter, regeringer og forvaltninger samt til kulturelt arbejde, herunder støtte til teatre, koncerter, amatørmusik og voksenundervisning.
Af beløbet er 133.000 euro øremærket til driften af Danevirke Museum og 5.000 euro til projektet ’De unge i Slesvig’.
Slesvig-Holsten har som forbundsland en særlig interesse i det kulturelle og mindretalspolitiske arbejde, som SSF udfører, fastslår Johannes Callsen:
”Det danske mindretal er en levende og uundværlig del af vores samfund. Med den kontinuerlige støtte til SSF styrker vi ikke blot den kulturelle mangfoldighed i vores land, vi sender også et klart signal om beskyttelsen af mindretalsrettigheder. Forhøjelsen af midlerne understreger landets anerkendelse af SSFs vigtige arbejde.“
SSF’s formand Gitte Hougaard-Werner uddyber:
”Stigningen af tilskuddet fra delstatsregeringen er et stærkt signal for mindretalspolitikken. I Slesvig-Holsten er forholdet mellem flertallet og mindretallene så godt, at vi støtter hinanden. Således forsøger vi som mindretal at bidrage til det samfund, vi lever i, og flertallet støtter os i at kunne bevare, dyrke og fremme vores sprog, kultur og identitet. Det er stærkt, og man kan kun håbe, at de steder, hvor forholdene ikke er så gode, kan lære af os.“
Hun tilføjer, at SSF også sender en stor tak til det danske mindretals politiske parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).
”Forholdet mellem mindretallene og flertallet er bedre end nogensinde før. Det skyldes ikke mindst, at vi har vores eget parti med dygtige politikere, der i årevis har sat mindretalsemner på dagsordenen i Landdagen. Tak for det.“
På billedet ses (t.v.) Lasse Rodewald, SSF-generalsekretær, Gitte Hougaard-Werner, SSF-formand, og Johannes Callsen, delstatsregeringens mindretalsrådgiver.
Lasse Rodewald, SSF-generalsekretær, og Gitte Hougaard-Werner, SSF-formand, og Johannes Callsen, har fået lovning på en øget bevilling fra den slesvig-holstenske regerings mindretalsrådgiver.
SSF