Tilbage til nyhedsliste

Tyske Filmdage byder på naziflugt og portræt af stjernefilosof

10. april 2026

Der er aktuelle tyske film på programmet, når Tyske Filmdage finder sted for 17. år i træk i København, Aarhus og Odense. Fra den 19.-23. april kan man se otte udvalgte film i tre biografer. 

Hannah Arendt blev født i Hannover, men døde i New York.

Hannah Arendt blev født i Hannover, men døde i New York.

Foto: Münchner Stadtmuseum

Af Alexander Leicht Rygaard

Den tyske historie trænger sig atter på i årets udgave af Tyske Filmdage. 

Blandt de otte udvalgte film, der vises i dagene 19.-23. april i biograferne Grand Teatret (København), Øst for Paradis (Aarhus) og Café Biografen (Odense), er ’Das Verschwinden des Josef Mengele’, der følger nazisten og krigsforbryderen Josef Mengeles flugt til Sydamerika.

Josef Mengele blev under Anden Verdenskrig berygtet for sine frygtelige eksperimenter på de deporterede i koncentrationslejren i Auschwitz, hvilket gav ham øgenavnet ’Dødsenglen’. Som så mange andre topnazister flygtede han i slutningen af krigen til Sydamerika. 

Filmen følger hans liv på flugt, der sluttede i 1979 i Brasilien, hvor han døde i en drukneulykke. I løbet af årene på det sydamerikanske kontinent nåede han også at bo i Argentina og Paraguay.

Filmen er baseret på romanen ’La disparition de Josef Mengele’ fra 2017 af den franske forfatter og journalist Oliver Guez og havde verdenspremiere på Cannes Film Festival den 20. maj 2025. I hovedrollen som Josef Mengele ses den tyske skuespiller August Diehl, der tidligere har spillet nazist i Hollywood-filmen ’Inglourious Basterds’, der er skrevet og instrueret af amerikanske Quentin Tarantino. Instruktøren er Kiril Serebrennikov, der er russisk dissident. 

Filmen kan ses torsdag den 23. april kl. 19.00 i Grand Teatret og Øst for Paradis, mens filmen går kl. 20.00 i Cafe Biografen. 

På programmet for Tyske Filmdage er også portrættet ’Hannah Arendt – Denken ist gefährlich’, der fortæller om stjernefilosoffen Hannah Arendts opvækst og ungdom i det Tyskland, der i 1930’erne blev overtaget af Adolf Hitler og resten af nazisterne. Jødiske Hannah Arendt flygtede i 1933 til Paris, og i 1941 begyndte hun et nyt liv i USA, hvor hun boede frem til sin død i 1975.

Filmen indeholder arkivoptagelser og interviews med Hannah Arendt, mens også den tyske skuespiller Nina Hoss læser op (på engelsk) fra breve og essays, som filosoffen har skrevet. Filmen er instrueret af amerikanske Jeff Bieber og bærer derfor også den engelske titel ’Hannah Arendt – Facing Tyranny’.

Hannah Arendt er især kendt for hovedværkerne ’Totalitarismens oprindelse’ fra 1951 og ’Menneskets vilkår’ fra 1958.

Filmen vises onsdag den 22. april kl. 17.00 i Grand Teatret og Øst for Paradis samt kl. 18.00 i Cafe Biografen.

På programmet for Tyske Filmdage er også filmene ’Heldin’ fra Petra Volpe, ’Was Marielle weiß’ af Frédéric Hambalek, ’Silent Friend’ af Ildikó Enyedi, ’Staatsschutz’ af Faraz Shariat samt ’Rave On’ af Nikias Chryssos og Viktor Jakovleski. 

Tyske Filmdage arrangeres i et samarbejde mellem Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret/Camera Film, Copydan/NabolandsKanalerne og Den Tyske Ambassade.

Se det fulde program på Goethe-Instituttets hjemmeside.