Karlslunde
Genforeningsstenen i Karlslunde blev afsløret ved en lille festlighed den 9. juli 1927.
Som indledning blev sunget en i dagens anledning af lærer V. Mortensen forfattet sang, og med hurra- og leveråb for konge, fædreland og sønderjyderne sluttede den lille festlighed.
Stenen blev i 1918 gravet op af soldater, som var indkvarteret i forbindelse med Tunestillingen.
Lærer Mortensen havde også taget initiativ til anvendelsen af stenen som genforeningsminde.
Skolebørnene bistod med at slæbe stenen til den oprindelige placering på skolepladsen under et lindetræ og gav sammen med lærer Mortensen bidrag til dækning af udgifterne ved indhugning af indskriften.
Genforeningsstenen er en rød granitsten, der måler højde 93 cm, bredde 85 cm og 52 cm dyb. Mindestenen er placeret i et anlæg med i alt fem sten på et lille græsareal mellem skolens bygninger i den østlige ende af Skolevej i Karlslunde.