Ørby
Ørby baun hører til Holløsegården - og det var sønnen her, Ole Chr. Olsen, der i 1920 fik rejst en genforeningssten på baunens top. Den blev afsløret den 20. juli af en veteran fra 1864. Provst Haagen-Müller fra Vejby holdt talen over stenen, der bærer inskriptionen »Sønderjylland 1920«.
Fra 1927 til 1969 holdt Vejby Idrætsforening, 42. kreds, hvert år fest på Ørby baun 2. pinsedag. Baunehullet blev omdannet til balplads. Og festen dér trak folk til fra det meste af Nordsjælland.
Anlægget vedligeholdes i dag af den private grundejerforening og Gribskov kommune.