Uldum

Højskoleforstander Svenning Pedersen, Uldum, havde flere gange nævnt til forskellige unge blandt højskolens vennekreds, at han gerne ville have rejst en mindesten til ære for genforeningen med Sønderjylland.

I vinteren 1921 kom så to brødre, Kristen og Viggo Therkildsen og meddelte, at deres fader, gårdejer Jens Therkildsen, Borring Mark, Hvirring sogn, ville skænke højskolen en stor sten, når blot højskolen selv ville slæbe den hjem.

Højskoleforstanderen tog med tak imod tilbuddet, og en dag i marts måned rykkede højskolens mandlige elever ud for at hente stenen hjem. Efter en del vanskeligheder med opgravning og transport, ankom stenen til højskolen under sang og musik samt fire fanebærere i front.

Søndag, den 22. maj 1921 blev genforeningsstenen i Uldum Højskoles have afsløret af højskoleforstanderen. Han udtalte ved den lejlighed: "Fra gammel tid har man sagt, at sten kunne råbe, vidne og tale. Det sidste er mest stilfærdigt, og vi, der har rejst denne sten, håber, at den må føre indtrængende, men stille tale, først og fremmest til den ungdom og vi andre, der færdes her til daglig, men også til de fremmede, der lejlighedsvis gæster os. Stenen står sådan, at vi daglig må have den for øje."

Da dækket faldt, sang de unge piger flerstemmigt: Det haver så nyligen regnet, hvorefter højskolens lærerpersonale sammen med de sønderjyske elever læste pastor Gram Nygaards genforeningsskuespil: "Sæd og Høst", og med "Dejlig er jorden" sluttede festen.

I Uldum Højskoles årsskrift 2014 står om bedriften med at flytte stenen:

" Som det var tanken i andelsbevægelsen, der i disse år blomstrede - godt bakket op af højskolebevægelsen - var stenbedriften symbol på, at sammenhold gør stærk, og hvad én mand ikke kan klare, kan mange gøre ved fælles styrke" 

Stenen er af grå granit og måler ca. 1,35 m. i højden, 1,4 m. i bredden og 1 m. i tykkelsen. På bagsiden støttes stenen af en enkelt mindre sten.