Vivild
Genforeningsdagen, den 9. juli 1920 blev genforeningsstenen i Vivild afsløret under deltagelse af ca. 1000 mennesker, herunder sognets fem veteraner, der var særlig indbudt.
Sognepræst Bang og højskoleforstander Broder Nissen, Vivild talte. Sognets skarpt adskilte kirkelige retninger, var den dag samlet i enighed over den glædelige begivenhed. Murermester J.M. Esbensen, Vivild havde leveret stenen fra grusgraven "Knolden" på hans ejendom Aalykke.
Genforeningsstenen er af grå og lyserød granit og måler 2 m. i bredden, 0,45 m. i tykkelsen og 1,4 m. i højden.