Mindretallets kvinder i den nationalsocialistiske periode og i efterkrigstiden
Fotograf Karin Riggelsen
Foredrag ved Ilse Friis, forhenværende rektor for Deutsches Gymnasium für Nordschleswig og nuværende formand for Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg.
Foredraget beskæftiger sig med kvindebiografier fra det tyske mindretal i den nationalsocialistiske periode. Der fokuseres på kvindernes bidrag til nationalsocialismens udbredelse og kvindernes rolle til opretholdelsen af mindretalslivet i efterkrigstiden. Der præsenteres kvindeskæbner, der er typiske for tiden og repræsentative for det tyske mindretal.
En gruppe af kvinder var medvirkende til udbredelsen af nationalsocialismen, mens andre gjorde tjeneste for tyske organisationer og institutioner i Danmark. Nogle ydede et humanitært bidrag, mens andre trak sig tilbage og ikke deltog i mindretalslivet i den nationalsocialistiske tid.
I efterkrigstiden var det kvinderne, der påtog sig opgaven at videreføre både landbrug og virksomheder, mens deres ægtefæller og sønner sad i Faarhuslejren. Samtidig ydede de en stor indsats for at mindretallet fortsat kunne bestå.