Gå til kildesamlingen

Brat af Slaget rammet

Kildeintroduktion:

Digt af Frederik Paludan-Müller (1809-1876) offentliggjort i Illustreret Tidende den 13. november 1864. Melodi hertil er af J.P.E. Hartmann (1805-1900) fra 1840, skrevet til sangen ”Snart er natten svunden”.

Kort forinden, den 30. oktober 1864, var der i Wien blev indgået en fredsaftale mellem Preussen, Østrig og Danmark, som indebar dansk afståelse af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrsmagterne. I digtet udtrykkes skam over nederlaget, men Danmark vil opdrage en helteslægt af krigere og stærke kvinder. Digtet ender med det fremtidshåb, at Slesvig atter skal blive dansk.

”Brat af Slaget rammet” var en af de fire sange, som af de tyske myndigheder blev forbudt optaget i Den Blaa Sangbog.

I den posthume udgivelse af Paludan-Müllers Poetiske Skrifter, udsendt 1878-79, får digtet titlen ”Fremtidshaabet".

 

FREMTIDSMAALET
(1864)

Brat af Slaget rammet,
Kastet haardt til Jord,
Ligger brudt og lammet
Du, vor gamle Mo'er.
Har Du anden Tanke
Nu end »lid og taal«,
Saa forkynd, o Danmark,
Mig dit Fremtidsmaal.

Søn! elendig, ussel,
Hjertet fuldt af Nag,
Tænker jeg med Blusel1
Paa mit Nederlag;
Men trods Vee og Vaande,
Trods hver bitter Skaal,
Holder fast i Haabet
Jeg mit Fremtidsmaal.

Faaer ved Fredens Frugter
Først mit Saar jeg lægt,
Snart jeg mig optugter
Da en Helteslægt:
Ynglinger i Plade,
Drenge, klædt i Staal,
Mænd med faste Hjerter!
Det er Danmarks Maal.

Dernæst jeg opdrager
Mig en Pigeflok,
Som ei Hjemmet vrager,
Som i Lidt har nok.
Ingen Døgnets Flaner2,
Rendt fra Bog og Naal,
Fromme, stærke Qvinder!
Det er Danmarks Maal.

Saa min Hu mon stande
Til en Ven, en kjæk,
Som med mig vil blande
Blod og ikke Blæk;
Som ei troløs svigter,
Høres Fjendeskraal:
Trofast Broderforbund!
Det er Danmarks Maal.

Kroner Lykken Enden,
Har jeg først de tre,
Drengen, Pigen, Vennen,
Svinder al min Vee.
Da til Lurens Toner
Blusser Bavn og Baal:
Slesvigs Land gjenvundet!
Det er Kampens Maal!

 

Ordforklaringer:

(1) beskæmmelse

(2) letsindige kvinder

 

Kildehenvisning:

Det Kgl. Bibliotek, Arkiv for dansk litteratur: https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-paludanm03-shoot-workid108722