Brev fra generalmajor Paul Scharffenberg til kaptajn Redsted om tabet af Als
Den 29. juni 1864 foretog de preussiske styrker et overraskelsesangreb på Als og erobrede hele øen. I det følgende uddrag af et brev fra den 1. september 1864 fra Paul Scharffenberg, der havde deltaget både ved Danevirke og Dybbøl, til kaptajn Waldemar Redsted stiller han sig helt uforstående overfor, at Als blev indtaget. Han betegner indtagelsen af Als som en krigshistorisk skandale. For med tabet af Als mistedes også Slesvig, Holsten og Lauenborg. Scharffenberg stiller i brevet spørgsmålet, hvem der bærer skylden for katastrofen.
Det for mig ubegribelige skete, Als blev tagen af Preusserne! – for min Person vilde jeg have sat mit Liv i Pant paa dette aldrig var skeet, ikke fordi det er min Mening Als var uindtagelig, men at Preusserne skulde have gjort dette, vilde jeg have forsvoret, dertil er den preussiske Soldat ikke modig nok, og er der ved Alses Indtagelse skeet en af de største Fadaiser Krigshistorien har at opvise i de sidste 100 Aar os til Skade og Skam, Preusserne til liden Ære naar der tages Hensyn til den Modstand de mødte ved Landgangen, thi at nogle Regimenter senere paa Morgenstunden slog godt, kunde ikke forandre den for os ærekrænkende Dag. …
… Jeg vil herefter gaa til Sagen og efter min ringe Mening bedømme hvem der bærer Hovedskylden for denne krigshistoriske Skandale. Der er skrevet og diskuteret meget om den ulykkelige Begivenhed, hvilke(n) allerhelst burde glemmes, hvis det var muligt at glemme den, men for mig er det en Umulighed, hver Time paa Dagen tænker jeg paa Slesvig paa det enorme Tab vort Land her har haft og den skandaløse Maade hvorpaa vi har mistet snart 1/2parten af Landet, thi med Als mistede vi jo saavel Slesvig som Holsteen og Lauenborg, og uagtet jeg aldrig opgiver Haabet om, at disse Provindser skal komme tilbage under vor Konges Scepter er der dog fortiden ikke megen Udsigt, idet Europas Magter til deres egen Skjændsel lader dette Rov gaa upaaagtet hen. Altsaa til Sagen, hvem bærer Skylden for Alses Tab? Alle bærer Skylden, saavel Tropperne paa Als, som isærdeleshed den commanderende General som – Marinen. Tropperne fordi de udenfor al Tvivl ikke har været aarvaagne nok, ialtfald paa sine Steder, men isærdeleshed falder Ansvaret paa General S.1 og Orlogscapt. R.2 paa Rolf Krake3. Hvad Gen. S. angaar, har han meget rigtigt henvendt sig til Overcommandoen om Forstærkning for Als og efter min Mening er det en meget stor Feil denne ikke var sendt ham, men selv med de Tropper han havde til sin Disposition kunde Als have været forsvaret, thi havde disse været ordentlig anvendte og brugte, havde Preus. aldrig faaet Als, dertil manglede som ovenanført deres Soldater Mod …
… Hvad nu Capt. R. med Rolf Krake angaar, da er dennes Forhold under denne skandaløse Affaire under al Kritik – thi Rolf Krake alene – ganske alene - kunde have forhindret Overgangen, og selv da R.K. endelig kom til Kamppladsen naturligvis meget forsilde, kunde denne ved blot simpelt at have gjort sin Pligt, have forandret vor Overrumpling til en Seir for os, idet de faae 1000 Mand der alt vare landsatte paa Als absolut maatte have været perdu naar ingen Assistance mere kunde sendes dem fra Sundeved og det kunde R.K. efter min bestemte Overbevisning i alt fald have forhindret, tænk hvilken Seir! den meget ofte omtalte Paastand at R.K. ikke kunde gaa ind i Alssund er noget Nonsens ligeledes det var blevet skudt i Sænk, tør jeg spørge hvad var mest værd R.K. eller de 3 Hertugdømmer?! Er R.K. mere værd end 1000 brave Soldaters Liv. – tror Capt. R. man gaar i Krig for at spare sit Liv? Visselig for den slags Off. har intet Land Brug. …
Ordforklaringer:
(1) P.F. Steinmann (1812-1894)
(2) orlogskaptajn Hans P. Rothe (1813-1905)
(3) dansk krigsskib, Rolf Krake kunne have forhindret den preussiske overgang over Als Sund, men blev beordret til at vende rundt og sejle væk.
Kildehenvisning:
Rigsarkivet: https://kilderne.dk/wp-content/uploads/2020/07/Krigen1864_10_lsv_Scharf…