J.P.S.S. Clausen om troppernes hjemkomst i 1851
J.P.S.S. Clausen var student i København og boede på Regensen. I 1848 meldte han sig som frivillig til Treårskrigen. Han deltog i hele krigen og blev oberstløjtnant.
Clausen vurderer selv sin bog, at den nok ikke vil have videre historisk betydning og betegner den på følgende måde: ”i det væsentlige paa Selvsyn grundede og samtidig nedskrevne Fremstilling fra hin mindeværdige og lykkelige Periode.
I det følgende uddrag, som er det sidste i bogen, fortæller han om troppernes hjemkomst til København, hvor Treårskrigen blev fejret som en stor sejr. Krigen var ganske vist en militær sejr for Danmark, men skyldtes især pres fra østrigsk og russisk side.
Den 26. Januar 1851 holdt General Krogh1 en Revy over Hæren og fra den 1. Februar afmarcherede alle Linieafdelingerne til deres gamle Standkvarterer, 5. Liniebataillon kom saaledes til København, efter at være overført med Dampskibe til Korsør. Ved Frederiksberg standsede Bataillonen for at pudse lidt paa Tøjet og for at afvente Øjeblikket for Indtoget, der var i høj Grad glimrende. Efter at være draget igennem Æreporten paa Raadhuspladsen og hen til Ridehuset deltog alle Officerer og alt Mandskab i den anrettede Kollation. Blomstersmykket var vi alle, høje og lave. Hvorledes den Mængde Blomster har kunnet skaffes til Veje i Februar er ubegribeligt. Vi har takket og atter takket for den utrolige Hyldest, som fra alle Sider blev os til Del.
Ordforklaringer:
(1) Christoph von Krogh (1785-1860)
Kildehenvisning:
J.P.S.S. Clausen: 1848-49-50. En frivilligs dagbog og breve. København. Otto B. Wroblewskis Forlag 1898, s. 115.

Troppernes hjemkomst i 1851. Glade folk hylder de hjemvendte soldater ved den rejste triumfbue. Kobberstik af Em. Bærentzen.
Det Kgl. Bibliotek.