Gå til leksikonoversigt

Aabenraabanen

Steder

Jernbanestrækning mellem Aabenraa og Rødekro med en længde på 6,3 km. Banestrækningen var oprindelig bestilt af den danske stat i 1862, men blev efter 1864 overtaget af Preussen. Den åbnede i 1868 og var en stikbane til jernbanestrækningen Fredericia-Flensborg. 

Aabenraabanen blev nedlagt for persontrafik i 1971, men betjente godstransport indtil 1990’erne.  

I 2024 blev Aabenraabanen udpeget som beskyttet fortidsminde med den begrundelse, at jernbanen, der hører til blandt de ældste jernbanestrækninger i Danmark, er et velbevaret fysisk levn af dansk teknologihistorie. De oprindelige elementer som gennemskæringer, broer, skinner og advarselsskilte er i dag forholdsvis intakte. Efter en periode som veteranbane benyttes dele af banen i dag til skinnecykling.

Aabenraa Banegård

Statsbanegården i Aabenraa er tegnet af N.P.C. Holsøe og blev indviet i 1868. Foto fra 2023.

Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0