Gå til leksikonoversigt

Adenauer, Konrad, 1876-1967, forbundskansler

Personer

Konrad Adenauer, der var uddannet jurist, blev i 1906 medlem af det katolske parti Zentrum. I årene 1906-17 var han rådmand og 1917-33 overborgmester i Köln. Han fik stor politisk indflydelse i Weimarrepublikken, men afviste i 1926 et forslag fra præsident Hindenburg om at blive rigskansler.

Trods sin høje alder fik Adenauer en omfattende politisk karriere efter 1945, hvor han var en af grundlæggerne af CDU. I 1949 indvalgtes han i Forbundsdagen, og samme år blev han valgt til forbundskansler og leder af en koalitionsregering. Adenauer var forbundskansler indtil 1963, genvalgt tre gange. I årene 1950-66 var han formand for CDU.

I forbindelse med Tysklands optagelse i NATO rejste den danske statsminister H.C. Hansen i oktober 1954 ved et møde i Paris spørgsmålet om det danske mindretals vilkår i Slesvig-Holsten. Danmark havde veto-ret i forhold til Tysklands optagelse i NATO, men samtidig var det risikabelt at rejse et forholdsvist beskedent mindretalsproblem i den storpolitiske arena. Adenauer håndterede det danske udspil med stor forståelse og foranledigede seriøse forhandlinger igangsat mellem den slesvig-holstenske ministerpræsident Kai Uwe von Hassel og den danske regering, som førte frem til København-Bonn erklæringerne fra 1955.

H. C. Hansen og Konrad Adenauer i forbindelse med underskrivelsen af aftalerne i Bonn den 29. marts 1955.

H. C. Hansen og Konrad Adenauer i forbindelse med underskrivelsen af aftalerne i Bonn den 29. marts 1955.