Adventskrans
Grankrans med fire lys, som tændes på adventssøndagene. Adventskransen er oprindeligt en tysk tradition, der kom til Sønderjylland i begyndelsen af 1900-tallet, mens Sønderjylland endnu var tysk. Dansksindede familier i Sønderjylland pyntede kransen med røde og hvide bånd for at markere deres tilhørsforhold til Danmark. Adventskransen vandt udbredelse på landsdelens højskoler, efterskoler og husholdningsskoler i 1920’erne, og elever fra det øvrige Danmark tog skikken med sig hjem. Efter sigende indførte dronning Alexandrine adventskransen i kongehuset i 1918. Først under besættelsen blev adventskransen for alvor etableret som juleskik i Danmark.