Barschel, Uwe, 1944-1987, ministerpræsident
Uwe Barschel var tysk politker fra CDU. Han blev ministerpræsident i Slesvig-Holsten i 1982 som afløser for Gerhard Stoltenberg, der blev finansminister i forbundsregeringen. Med Barschel skete et kursskifte i CDU's forhold til SSW og det danske mindretal. Det udmøntede sig bl.a. i en trinvis forhøjelse af elevtilskuddet til de danske skoler til 100 %, således at tilskuddet var på højde med de offentlige tilskud til en offentlig tysk skole.
Det holdt dog kun til landdagsvalget i 1987, hvor nyhedsmagasinet Der Spiegel to dage før valget offentliggjorde en artikel med påstand om, at Barschel var involveret i en smudskampagne mod SPD's spidskandidat Björn Engholm. For at forhindre Björn Engholms forventede valgsejr skulle Barschel have hyret en "informationsmedarbejder", der ved at lancere rygter og bagvaskelse skulle ødelægge Björn Engholms personlige integritet.
Herefter rullede lavinen og bevirkede, at Barschel to uger senere måtte træde tilbage som ministerpræsident. Han døde kort tid efter under mystiske omstændigheder på et hotelværelse i Genève. Skandalen blev efterfølgende benævnt Barschel-affæren.