Gå til leksikonoversigt

Broager Land

Steder

En meget kuperet halvø mellem Flensborg Fjord i syd og Vemmingbund i nord med tydelig randmoræne på den nordlige side. Halvøen er en vold af materiale ophobet efter et fornyet isfremstød under Weichsel-istidens afsmeltningsfase (se Landskabsformer i Sønderjylland). Dybbøl Banke (66 m) og Gratelund (57 m) er to markante højdepunkter i landskabet, som markerer randmorænen henholdsvis nord og syd for Vemmingbund.

Mod vest ved Iller Strand og Nybøl Nor præges Broager Land af op til 18 meter tykke issøaflejringer, som gav de talrige teglværker let adgang til en stenfri ler velegnet til teglfremstilling.

Ved Stensigmose Klint, som ofte er udsat for hård bølgegang fra øst-sydøst, gennemskæres randmorænen på grund af havets vedvarende erosion. Herved afsløres, at de nederste lag stammer fra Saale-istid. Derover findes marine lag fra Eem mellemistid, med skaller af molboøsters (Arctica islandica) og endelig afsluttes med en lagserie af morænemateriale fra et af de sidste isfremstød under Weichsel-istid. Fra den stenfyldte strand mellem Kragesand og Borreshoved har man fra Gendarmstien et flot udsyn over Flensborg Fjord mod Angel.

Martin Abrahamsson i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.