Dansk Glødelampefabrik A/S
Dansk Glødelampefabrik A/S blev etableret i 1931 i Nygade i Aabenraa, hvor der tidligere havde været et garveri. Garveriets bygninger går tilbage til 1865. Lamperne herfra blev fra 1936 solgt under varemærket DAN.
I 1966 købte Søren Madsen aktiemajoriteten i virksomheden og påbegyndte en produktion af specialiserede glødelamper som skibslanterner og trafiksignaler. Derudover blev der produceret kerter til kirkekroner. Varemærket blev nu SM.
I 1998 ændrede virksomheden navn til Danlamp A/S. En ny fabrik i Aabenraa blev bygget i 2014. Dele af produktionen er blevet outsourcet, men der produceres fortsat marine produkter i Aabenraa. I dag er Danlamp Danmarks eneste producent af glødepærer.
Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget Dansk Glødelampefabrik som en af Danmarks 161 industriminder, der kan belyse den regionale industrihistorie i perioden 1840-1970. Den er et eksempel på en nicheproduktion, der - til dels - foregår i den oprindelige indretning samt udviklingen fra håndværkergård til industrivirksomhed.