Frederik, 1800-1865, prins
Frederik, også kaldet Prinsen af Nør, var prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg; søn af hertug Frederik Christian af Augustenborg. Frederik voksede op sammen sin ældre bror Christian August, men adskilte sig i høj grad fra denne ved sin udadvendthed og sit iltre temperament. Han tjente fra 1825 som officer i Slesvig og udnævntes i 1842 til statholder og kommanderende general i begge hertugdømmer.
Efter udstedelsen af Det Åbne Brev i 1846 om arvefølgen tog han sin afsked i protest mod krænkelserne af hans arveret. Ved bruddet i 1848 stillede Frederik sig først afventende, men den 23. marts indtrådte han i den provisoriske regering i Kiel, og dagen efter ledede han indtagelsen af Rendsborg. Frederik blev chef for de slesvig-holstenske tropper, men tog sin afsked i september efter kritik. Som landsforvist opholdt han sig fra 1852 i England og fra 1854 i Frankrig og forsøgte forgæves at få sine rettigheder anerkendt og sine ejendomme tilbage.

Frederik, prinsen af Nør, 1861.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Meujean Phot.