Gå til leksikonoversigt

Flensborg gamle Kirkegård

Steder

(Tysk: Alter Friedhof) Kirkegård i Flensborg over for museerne på Museumsberg. Den var den første kommunale kirkegård i Sønderjylland anlagt i årene 1810-1813 midt i købmandsfamilien Christiansens haveanlæg. Den var frem til 1872 den største og vigtigste kirkegård i Flensborg. Kirkegården blev taget ud af drift og fredet i 1950. På kirkegården opførte arkitekt Axel Bundsen (1768-1832), Bundsens Kapel samtidig med anlæggelsen af kirkegården.

På kirkegården ligger omkring 2.000 danske soldater begravet, dræbt i slagene ved Bov 1848, Isted 1850, Sankelmark og Dybbøl i 1864. Her findes også Frederik 7.s mindehøj med mindetavle og marmorplader over dræbte officerer fra slaget ved Isted. 

Istedløven til minde om Slaget ved Isted blev den 25. juli 1862 opstillet på kirkegården. Senere blev den flyttet, bl.a. til København, men den 10. september 2011 vendte Istedløven tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg Gamle Kirkegård.

Istedløven står nu igen på Flensborg gamle Kirkegård.

Istedløven står nu igen på Flensborg gamle Kirkegård.

Grænseforeningen. Foto: Gunvor Vestergaard.