Frederik 2., 1534 -1588, dansk konge

Konge af Danmark og Norge fra 1559. Han var søn af Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg og blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg. 

Fra 1554 blev der oprettet et særligt hof for Frederik på Malmøhus, hvor han førte et muntert ungdomsliv. Under Christian 3.s hyppige sygdomsanfald blev han i stigende grad inddraget i statsstyrelsen. 

Kongemagten styrkedes under Frederik 2., diplomatiet og administrationen blev bedre uddannet ligesom indtægterne fra Øresundstolden øgedes betydeligt fra 1567. Han blandede sig ikke i religionsstridighederne i de tyske lande, men styrkede dog udbygningen af en ortodoks luthersk statskirke og fremstod som en ledende protestantisk fyrste. Han udbyggede og moderniserede flåden, der i hans regeringstid blev en af Europas stærkeste; derudover byggede han Kronborg og det første Frederiksborg slot.

Frederik 2. gav ved lenshyldningen i Odense den 3. maj 1550 på vegne af Danmarks rige hertugdømmet Slesvig med øen Femern som len til sig selv, sine farbrødre, den barnløse Hans den Ældre, hertug Adolf af Gottorp og til sin lillebror Hans den Yngre. Men de fire lensherrer, som altså også omfattede kongen selv, havde kun magt i den udstrækning de kunne blive enige. Det vil sige, at beslutninger vedrørende hertugdømmet Slesvig skulle træffes i fællesskab.

I 1559 erobrede Frederik 2. i fællesskab med farbroderen Adolf 1. Ditmarsken. I Frederik 2.s regeringstid udkæmpedes Den Nordisk yvårskrig 1563-1570, der dog endte uafgjort ved freden i Stettin.

Frederik 2.s  valgsprog var "Gud er min tilflugt og fortrøstning".