Havnbjerg Mølle
Havnbjerg Mølle ligger på en bakketop. Foto fra 2011.
Foto: Akoopal CC BY-SA 3.0.
Hollandsk vindmølle i Havnbjerg på Nordals, placeret på en 49 m høj bakke. Havnbjerg Mølle blev opført 1835-1836, da den afløste tidligere stubmøller på stedet og genbrugte dele af forgængerne. Undermøllen er opført i kampesten, mens den ottekantede overmølle er i træ dækket med strå ligesom hatten. Den er opført som kornmølle; til møllen har hørt et bageri og et bryggeri.
Havnbjerg Mølle var i funktion til 1961 og blev fredet i 1964, hvorefter den blev restaureret frem til 1967. Mads Clausens Fond overtog i 1969 møllen, som siden er blevet repareret adskillige gange. Havnbjerg Mølle, der stadig er funktionsdygtig, er i dag indrettet som museum.