Gå til leksikonoversigt

Hofrådens Hus

Steder

Rokokohus beliggende på Storegade i Augustenborg. Huset er opført omkring 1774 og kaldes Hofrådens Hus, da det i perioden 1787-1848 var bolig for to såkaldte hofråder, som var hertugelige herredsfogeder. Huset er fredet, og mange af dets oprindelige detaljer er bevaret, bl.a. indgangspartiet, som er dekoreret med udskårne bladranker og blomster, samt en riflet indfatning, der efterligner indfatningerne på Augustborg Slot. I anden halvdel af 1800-tallet blev husets facade ændret, idet der blev indsat større vinduer, og gavlkvisten fik en frontispice. 

I 2015 dannede Hertugbyens Bevaringsforening, Sønderborg Kommune og Museum Sønderjylland den selvejende institution Hofrådens Hus, som købte huset i 2016. En omfattende restaurering blev igangsat, og i 2023 blev den udvendige restaurering færdig.

I foråret 2024 blev Hofrådens Hus og Hertugbyens Bevaringsforening tildelt 117.000 kr. af Realdania til genopbygning af baghuset ved Hofrådens Hus. Baghuset skal fungere som mødested for byens ældre. 

Se også artiklen om Byggeskik i Sønderjylland, Bymæssig.

Hofrådens Hus

Hofrådens Hus i Augustenborg ligger på Storegade, der løber parallelt med Slotsalléen, som fører op til Augustenborg Slot.

Foto: Jan Matzen