Gå til leksikonoversigt

Illustreret Børneblad for Nordslesvig

Begreber

 

Blad udgivet gennem Sprogforeningen af redaktør Mathias Andresen i årene 1890-1905. Bladet kom to gange om måneden i A5-format, så det passede i størrelse til læserne.

Illustreret Børneblad skulle give børnene kendskab til dansk skriftsprog og styrke læsetræning. Det skulle både være oplysende med emner om især historie og folkeliv samt underholdende med bl.a. vittigheder og tegneserie. Bladet skulle kunne bruges i hjemmeundervisning i en tid, hvor der ikke måtte undervises i dansk i skolerne.

Gennem bladet blev der udskrevet stilekonkurrencer, så børn kunne indsende en stil på dansk og som præmie modtage en dansk bog. Målet var, at børn skulle lære at udtrykke sig skriftligt på dansk. I tusindvis af børn indsendte stile til Sprogforeningen, og på et tidspunkt var der så mange, at de blev sendt til København, hvor studenter fra studenterforeninger blev inddraget i arbejdet med at rette stile og sørge for bogpræmier.