Gå til leksikonoversigt

Köller, Ernst Matthias von, 1841-1928, preussisk politiker

Personer

Ernst Matthias von Køller blev født i Kantreck i Pommern. Efter en universitetsuddannelse indtrådte han i 1864 i statstjenesten. I årene 1881-1888 var han valgt til rigsdagen, hvor han viste sig at være en slagkraftig taler for det konservative parti. Efter forskellige hverv som politipræsident i Frankfurt am Main og understatssekretær i Elsass-Lothringen blev han i 1894-95 preussisk indenrigsminister. To år senere blev han udnævnt til overpræsident i provinsen Slesvig-Holsten.

Efter et års afventende holdning forsøgte han fra oktober 1898 med den hårdhændede såkaldte Köller-politik at skabe ro i Sønderjylland om det nationale spørgsmål, og han greb bl.a. til masseudvisninger til Danmark. I perioden 1898-1903 udvistes ca. 900 personer fra Nordslesvig. 

Udvisningerne vakte opmærksomhed i hele Tyskland og i det øvrige Europa, og interessen for den sønderjyske sag fik voldsom næring i Danmark. Køllers hårdhændede metoder vakte også stærk kritik i store dele af den tyske nation. Dette førte til, at han gik af i 1903 og forlod landsdelen.

Ernst von Köller.

Ernst von Köller.

Det Kgl. Bibliotek.