Gå til leksikonoversigt

Kielerkanalen

Steder

Kanal, der på tysk hedder Nord-Ostsee-Kanal, forbinder Østersøen ved Kiel med Nordsøen ved Brunsbüttel. Den 99 km lange kanal blev indviet i juni 1895 af kejser Wilhelm 2. efter otte års arbejde og fik oprindelig navnet Kaiser-Wilhelm-Kanal. Kanalen blev i årene 1907-1914 udvidet til en bredde på op til 103 meter, og dybden øget til 11 meter, hvor den oprindelig havde en bredde på 67 meter og en dybde på 9 meter. I begge ender af kanalen findes sluseanlæg. Kielerkanalen blev bygget til erstatning for den gamle Ejderkanal fra 1783, Kanalbyggeriet blev igangsat af rigskansler Otto von Bismarck ud fra primært militære formål, idet den kunne give kort sejltid mellem flådehavnene i Kiel og Wilhelmshaven ved Nordsøen.

Kielerkanalen er i dag en af verdens tættest befærdede kunstige vandvej. 

Der er opført en række bygningsværker i tilknytning til krydsning af Kielerkanalen. I Rendsborg er jernbanen udbygget til en kilometerlang "sløjfe" rundt om byen for at få skinnelegemet op i en tilstrækkelig højde, inden skinnerne krydser kanalen over højbroen. Under selve jernbanebroen hænger en "svævefærge" i lange kabler, som trækkes frem og tilbage over kanalen. Endelig findes i Rendsborg den eneste tunnel under Kielerkanalen.

Litteratur:
Rainer Lagoni: Nord-Ostsee-Kanal 1895-1995: Festschrift