Litteratur i Sønderjylland

Bortset fra sagn og folkeeventyr findes der ikke en egentlig sønderjysk litteratur før begyndelsen af 1700-tallet, hvor Bertel Chr. Ægidius udgav En nye Psalme-Bog, “Varnæssalmebogen”, 1717, og H.A. Brorson skrev sine mesterlige salmer. I slutningen af århundredet skrev degnen i Løjt, Hans Mikkelsen, viser og pietistiske salmer.

I 1800-tallet skrev Edvard Lembcke sine sange, mens Nis Thornum udgav samlinger af salmer og opbyggelige digte, og digteren Anna Ludvigsen skrev vers til avisen Dannevirke, som var med til at vække og bevidstgøre danskheden. På samme måde virkede Chr. Flors Haandbog i den danske Litteratur, 1831, der var med til at åbne dansk digtning for sønderjyderne, ligesom Fr. Fischers Danske Folkesagn, 1857.

Efter 1864 fortsatte denne beredskabslitteratur med en række mindre poeter som vandrelæreren Henriette Gubi og præsten Kristen Karstensen. Betydeligere var kromanden i Frøslev, Karsten Thomsen, og historikeren Johan Ottosen, hvis sange stadig synges, sprogforskeren Nikolaj Andersen og pastor Zerlang fra Gram. Blandt prosaisterne fra perioden 1864-1920 kan nævnes degnen Lorents Borst, som gendigtede de vestslesvigske sagn, mens Nicolai Svendsen, Peder Skovrøy og Hansigne Lorenzen skrev romaner og noveller fra den nationale brydningskamp. Fra 1890’erne spillede Sønderjyske Årbøger og Sprogforeningens Almanak en vigtig rolle som formidlere af både skønlitteratur og historiske artikler, og under og efter 1. Verdenskrig fik krigserindringer og samlinger af soldaterbreve stor betydning.

Før 1864 havde Sønderjylland ikke spillet nogen rolle i den rigsdanske litteratur, bortset fra Lauritz Kochs digt "Danmark dejligst vang og vænge" og H.C. Andersens roman De to baronesser, der delvist foregår ved Vadehavet. Treårskrigen 1848-50 gav anledning til en række patriotiske digte som H.P. Holsts "Den lille hornblæser", Peter Fabers "Den tapre landsoldat" og sange af bl.a. Grundtvig og Carl Ploug. Men efter 1864 kom der bøger og digte med sønderjysk motiv af betydelige skribenter som Fr. Paludan-Müller, C. Hostrup, Chr. Richardt, Herman Bang, Holger Drachmann, Erik Skram, Karl Gjellerup, Karl Larsen og Valdemar Rørdam. Blandt 1800-tallets tysksprogede forfattere fra Slesvig står Theodor Storm som den betydeligste.

Tiden omkring afstemningerne og Genforeningen 1919-20 var præget af et stort antal lejlighedsdigte, hvis forfattere rangerede fra landets største som Henrik Pontoppidan og Jeppe Aakjær til lokale rimsmede. Kun få af disse digte har overlevet tidens tand, men Egebjerg Jensens vestslesvigske “nationalsang” "For en fremmed barskt og fattigt", 1922, hører stadig blandt de mest benyttede sange i Sønderjylland.

I mellemkrigsårene virkede to betydelige sønderjyske skribenter, dialektdigteren Martin N. Hansen og romanforfatteren Marcus Lauesen, der begge fik et bredt publikum ud over landsdelens grænser. Anders Mallings digte, Th. Kaufmanns fortællinger, Chr. Demuths skuespil og Jakob Kronikas romaner er i dag stort set glemt.

Tiden efter 2. Verdenskrig opviser flere betydelige sønderjyske forfattere. De to sydslesvigere Willy-August Linnemann og Karin Johannsen-Boisen har skrevet om forholdet mellem dansk og tysk umiddelbart syd for grænsen, mens Gynther Hansen og Manfred Spliedt skildrer Nordslesvig med udgangspunkt i det tyske mindretal. Hans Christian Fogtmann Lauridsen giver i sin lyrik bl.a. stærke billeder fra sin opvækst i Tønder, og Jens Rosendal bruger ofte billeder fra naturen ved Vadehavet i sine salmer og sange.

Bent Petersson, Birthe Blønd og Erling Jepsen tolder af deres barndomsoplevelser i Haderslev, Gråsten og Gram, mens Annelise Holm skriver kriminalromaner med bl.a udgangspunkt i hendes hjemby Ballum. Christian Skov arbejder i små, fintslebne romaner og noveller med menneskesindets dybder, omtrent på samme måde som Peter Seeberg gør det i sine fortættede tekster. I de moderne digteres og forfatteres bøger spiller det nationale ikke den store rolle, i stedet er udgangspunktet almenmenneskelige, eksistentielle problemer og forhold. Men grænselandet er med til at give deres bøger en særlig tone, som adskiller dem fra forfattere fra andre dele af landet.

Ud over den egentlige skønlitteratur har Sønderjylland i mere end 100 år haft en rig og meget læst erindringslitteratur og historieskrivning.

Ved siden af den danske litteratur i Sønderjylland har også det tyske mindretal haft sine digtere. Blandt de kendteste er Wilhelm Lobsien, født som søn af en toldbetjent i Foldingbro, der omkring år 1900 udgav en række romaner og fortællinger, bl.a. Der Halligpastor, 1920. I tiden efter 2. Verdenskrig skrev Hans Schmidt-Gorsblock digte og noveller med motiv fra de tysksindedes hverdag i Nordslesvig.

Af H.E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Martin N. Hansen: Dansk digtning i Nordslesvig. 1926.

H.E. Sørensen: Digtere og grænser. 1990.

H.E. Sørensen: Genforeningen i dansk digtning, i: Søn Årb 1995.

H.E. Sørensen: Alle de skjalde. Litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen. Aabenraa 2015.