Gå til leksikonoversigt

Anna Elisabeth Jessen, født 1956, forfatter

Personer
Anna Elisabeth Jessen

Anna Elisabeth Jessen, 2021.

Gyldendal Medie. Foto: Simone Lilmoes.

Anna Elisabeth Jessen er opvokset i landsbyen Marstrup nær Haderslev, hvor hendes forældre drev et landbrug. Hun blev student fra Haderslev Katedralskole og læste derefter dansk på Københavns Universitet. Hun er desuden uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole.

Fra 1981 var Anna Elisabeth Jessen i en lang årrække tilknyttet DR, dels som fastansat, dels som freelancer. Hun har beskæftiget sig med både radio og tv inden for dokumentar og montage og har bl.a. lavet radiomontagerne ”Hvorfor ringede hun ikke igen" og ”Doktor Tramsens rapport”. Sidstnævnte montage dannede også grundlag for hendes første bogudgivelse, Kraniet fra Katyn (2008), og dokumentarfilmen med samme titel.

I 1998 overtog Anna Elisabeth Jessen sine oldeforældres gård i landsbyen Hoptrup syd for Haderslev. Her fandt hun ved indflytningen en samling gamle familiebreve. Brevvekslingen stammede fra 1. Verdenskrig, hvor hendes bedstefar kæmpede ved fronten i Frankrig på Tysklands side. Brevene blev inspirationskilde til hendes debutroman fra 2019 Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike, en fortælling, der strækker sig fra 1914 til 2014. 

I 2023 udkom hendes fjerde roman: Hjemsted. En sønderjysk skæbnefortælling, der også har afsæt i grænselandet og handler om de to verdenskrige og om at vælge side samt konsekvenserne af valget.

I 2024 er Anna Elisabeth Jessen igen aktuel med en roman fra det sønderjyske. Verdensport er en fortællingen om to driftige skibsrederfamilier fra 1937 og frem til i dag. Historien begynder i Sønderjylland og tager derefter læseren med på en verdensomspændende rejse for igen at ende i Sønderjylland. 

Anna Elisabeth Jessen har modtaget flere nationale og internationale priser for sit arbejde, sidst modtog hun Sprogforeningens ”Sprog- og Kulturpris 2024”.