Gå til leksikonoversigt

Matlok, Siegfried, født 1945, redaktør

Personer

Siegfried Matlok er født i Flensborg i  en dansk-tysk familie. I sin opvækst havde han de nationale modsætninger tæt inde på livet, da dele af Matlok-familien efter 1945 indtog et dansk standpunkt. Matlok gik i dansk skole, men fastholdt det tyske, da der efter hans mening var en for nationalistisk og tyskfjendtlig stemning i visse danske kredse. Han blev uddannet journalist ved Südschleswigsche Heimatzeitung i Flensborg. I 1973  blev han ansvarshavende redaktør og var i perioden 1979-2013 chefredaktør for det tyske mindretals dagblad Der Nordschleswiger i Aabenraa.

Matlok var i årene 1988 til 2007 sekretariatsleder for det tyske mindretals sekretariat på Christiansborg og var medlem af Kontaktudvalget for det Tyske Mindretal. Han virker i dag som kommentator og holder foredrag om politiske forhold i Tyskland. I 2015 modtog han Ebbe Munck Hæderspris, især for sit arbejde for grænselandet til gavn for såvel danske som tyske borgere.