Møller, Aage, 1885-1978, højskoleforstander
Aage Møller blev født i Odense. I årene 1907-1913 var han lærer på Ry Højskole og derefter på Skamlingsbanke Højskole og Roskilde Højskole frem til 1921.
I 1921 købte Aage Møller og hans kone Julie en gård i Rønshoved på nordkysten af Flensborg Fjord og oprettede Højkolen ved Flensborg Fjord, så tæt på Sydslesvig, som muligt, også kendt som Rønshoved Højskole.
Aage Møller tilhørte anden generation af højskoleforstandere efter Grundtvig og ønskede at føre højskole på Grundtvigs oprindelige mytologiske linje, som siden 1880'erne havde tabt indflydelse og stod i modsætning til f.eks. J.Th. Arnfreds mere naturvidenskabelige og humanistiske linje på Askov Højskole. I 1925 blev han ordineret til præst for Rønshoved frimenighed, der holdt gudstjenester på skolen.
Aage Møller blev på grund af sine kritiske holdninger isoleret både i grænselandet og blandt samtidige højskolefolk. I slutningen af 1930'erne fik han store vanskeligheder med elevtilslutningen, og han måtte i 1941 sælge Rønshoved Højskole til Hans Haarder.
Efter tiden som forstander fortsatte Aage Møller sit virke som valgmenighedspræst for Mellerup-Randers valgmenighed frem til 1958. Derefter bosatte han sig i Rinkenæs, hvor han virkede som præst for Rønshoved frimenighed frem til 1976.
Aage Møller engagerede sig i den sønderjyske sag, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Landeværnet.