Gå til leksikonoversigt

Nørreport, Flensborg

Steder
Nørreport i Flensborg

Nørreport i Flensborg. Foto fra 2016.

Foto: JesperBa, CC BY-SA 4.0

Nørreport er den eneste bevarede byport i Flensborg og byens vartegn. Den er et typisk gavlhus med kamtakgavle og har vinduer.

Porten er ikke en fæstningsport, idet byen aldrig har haft voldanlæg, men en del af bymuren. Den oprindelige nordre byport fra 1284 blev nedrevet som følge af byens vækst og lidt nord herfor erstattet med Nørreport i 1596 med Christian 4. som bygherre. Porten bærer på nordsiden stadig to sandstenstavler med det danske rigsvåben og kongens valgsprog "Regnat Firmat Pietas" (Fromhed styrker rigerne) til venstre og Flensborgs byvåben med indskriften "Friede ernährt, Unfriede verzährt" (Freden ernærer, ufreden fortærer) til højre.

Indtil 1896 var Nørreport den eneste indgang til byen, når man kom nordfra.