Rødekro
Rødekro er en stationsby i Aabenraa Kommune ca. 7 km nordvest for Aabenraa. Den er opkaldt efter kroen af samme navn ved knudepunktet mellem Hærvejen og landevejen fra Aabenraa mod vest. Anlæggelsen af jernbanen fra Flensborg til Kolding i 1864 og stikbanen til Aabenraa i 1868 blev startskuddet for en bymæssig udvikling. Endnu i 1880’erne boede der kun ca. 50 mennesker, men herefter tog udviklingen fart, og i 1925 havde byen 1.300 indbyggere. I 1960 var indbyggertallet vokset til 1.621 indbyggere og 5.972 indbyggere i 2023.
Åbningen af den sønderjyske motorvej (afsnit af Motorvej E45) i 1981 fik stor betydning for Rødekro, idet den dannede grundlag for etablering af store industriområder.
I Rødekro ligger den tyske skole Deutschen Schule Rothenkrug med elever fra 0.-7. klasse. Folkeskolen Hærvejsskolen, der opstod i 2012 ved sammenlægning af to skoler, kunne i 2020 flytte ind i en nybygget skole.
Rødekro var i perioden 1970-2006 hovedbyen med rådhus i daværende Rødekro Kommune.
Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Stationsbygningen i Rødekro er tegnet af Ole Ejnar Bonding og blev indviet i 1969.
Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0