Gå til leksikonoversigt

Røhsminde

Steder

Slægtsgård i Jaruplund syd for Flensborg. Røhsminde blev dannet i 1845, da to gårde blev lagt sammen. Asmus Røh (1846-1900) overtog Røhsminde i 1882, hvor han blev gift med Mathilde Marie Lorenzen (1860-1931). Sammen fik de datteren Meta Røh. Efter Asmus Røhs død blev Jørgen Søgaard bestyrer af gården. Han giftede sig i 1902 med Mathilde Marie Lorenzen, og efter hendes død blev Søgaard ejer af gården sammen med Meta Røh. Søgaard, der havde været på højskole og landbrugsskole i Danmark, indførte fornyelser fra dansk landbrug på Røhsminde. 

Efter Jørgen Søgaards død i 1944 overtog Meta Røh gårdens drift. Da de tyske myndigheder afslog at give byggetilladelse til en dansk højskole ved Sankelmark, blev der fra Røhsminde stillet et areal til rådighed for Jaruplund Højskole. Meta Røh, som forblev ugift, ønskede at bevare Røhsminde på danske hænder og testamenterede gården til Grænseforeningen. Hun ønskede desuden, at Røhsminde skulle tjene som uddannelsessted for unge landmænd, og at der på gården kunne gennemføres forsøg, demonstrationer m.v. til gavn for landbruget i almindelighed. 

Grænseforeningen fik ansvaret for gårdens drift og økonomi i 1959 og ejendomsretten ved Meta Røhs død i 1969. Fra 1959 til 1977 forestod Grænseforeningen driften som forpagter – fra 1964 ved "Røhsmindeudvalget". En ombygning blev igangsat, så Røhsminde kunne leve op til sit formål som ”demonstrationsgård” for dansk landbrug og som salgssted for avlskvæg. Byggeriet blev indviet i 1964. I de følgende årtier blev der løbende investeret i bygningerne. 

Fra 1977 til 2007 blev Røhsminde forpagtet ud. Det var vanskeligt at få gårdens økonomi til at hænge sammen, og i foråret 2007 blev Røhsminde solgt. Provenuet fra salget indgik i Røhsmindefonden, der har til formål at støtte projekter, som fremmer dansk sprog og kultur i Sydslesvig og den sproglige og kulturelle forbindelse mellem dansk landbrug i Sydslesvig og Danmark. 

Litteratur:
Finn Slumstrup: Et jordbundet mindretalsarbejde. Historien om dansk landbrug i Sydslesvig og Grænseforeningen e.V. Flensborg, 2008.