Rønhave husmandskoloni
Husmandssted opført i Bedre byggeskik. Foto fra 2015.
Foto: Erik Christiansen, CC BY-SA 3.0
Husmandskoloni på Kær Halvø på Als, som blev oprettet i 1925. Rønhave, som var en tidligere herregård, havde siden 1904 været en tysk domænegård, men efter Genforeningen i 1920 tilfaldt gården den danske stat. I årene 1925-1926 blev jorden udstykket til i alt 27 husmandsbrug, og senere kom tre mere til. Beboerne var landbrugere og arbejdere, der blev rekrutteret fra den nærmeste omegn. Husmandsbrugene rådede i gennemsnit over 11 tønder land. I 1927 opførtes Skovhuse Skole, som også blev benyttet som kulturhus. Landbrugerne i Rønhave levede af malkekøer, lidt planteavl og svinehold, men flere af husmændene måtte tage sideerhverv, da det økonomiske udbytte af driften var utilstrækkeligt.
I 1963 blev det første husmandsbrug nedlagt, og fra 1970’erne begyndte en afvikling, hvor brugene gradvist blev omdannet til pensionistboliger eller blev overtaget af ikke-landbrugere. Skolen blev nedlagt i 1966. I 1998 var der to brug tilbage, som havde landbrugsdrift som primær indkomst. I dag er størstedelen af husmandskoloniens jord samlet under et svineavlsbrug.
Litteratur:
Gunnar Solvang: ”Statshusmandskolonien Rønhave på Als i 100 år” i Landbohistorisk Tidsskrift 2023