Skolevæsen i Sønderjylland før 1920

Undervisningen af børn i Sønderjylland har været præget af forskellige skoleordninger og forholdet mellem dansk og tysk. I 1544 udstedte Christian 3. en skoleforordning for Hertugdømmerne, hvor det blev pålagt kapellanerne på landet at holde skole. Det blev kun sat i værk nogle steder, især på Vestkysten og på Als. Kirkens krav om et grundlæggende kendskab til kristendom førte til, at præster og degne underviste i katekismus og den kristne børnelærdom. Ved siden af disse såkaldte degneskoler begyndte de slesvigske bønder fra slutningen af 1500-tallet at oprette bondeskoler, hvor der blev undervist i læsning, skrivning, regning samt tysk, der var øvrighedens sprog. Herved blev læse- og skrivekyndighed udbredt, også i landbefolkningen.

Konfirmationen blev indført tidligere i en række egne af Slesvig end i Kongeriget, og lærebogen hertil, Erik Pontoppidans katekismusforklaring, udkom i både en tysk og en dansk-slesvigsk udgave. Frem til 1700-tallet var der ikke nogen større forskelle mellem skolerne i det nordlige og sydlige Slesvig. I begge områder var undervisningssproget i landsbyskolerne overvejende dansk, mens læse- og regnebøger var tyske. Kun undervisning i kristendom foregik henholdsvis på dansk og tysk svarende til kirkesproget i området. I købstæderne, hvor der var gudstjeneste på tysk, blev der overalt undervist på tysk.

I slutningen af 1700-tallet skabte en velstandsstigning forudsætning for reformer i skolevæsenet på landet. Initiativtager var generalsuperintendent J.G.C. Adler, der udstedte nye skoleregulativer for de enkelte provstier i Slesvig Stift. De offentlige skoler skulle afløse bondeskolerne, og lærerne skulle være seminarieuddannede og bedre aflønnet end før. En forudsætning herfor var oprettelsen af seminariet i Kiel i 1781 og i Tønder i 1788. 

Adlers reformer førte frem til skoleforordningen af 1814 for Slesvig og Holsten. Der blev nu indført undervisningspligt, alle lærere skulle være seminarieuddannede, skolebygningerne skulle forbedres, og tilsynet skulle styrkes med skoleinspektører. I byerne skulle der være fælles elementarskoler for 7-9-årige børn og hovedskoler hhv. for 10-14-årige drenge og piger. Desuden fandtes forskellige provatskoler. Skolesproget kom nu til at følge kirkesproget. Der var undervisning på dansk på landet nord for en linje fra Bov til Tønder og på tysk syd herfor samt i alle købstæder. Denne forordning gjaldt i Slesvig Stift. For de kongerigske enklaver, der hørte under Ribe Stift, samt Als og Ærø gjaldt særlige skoleordninger.

Skolevæsenet blev inddraget i den nationale kamp mellem dansk og tysk. Efter Treårskrigen 1848-50 blev der iværksat en fordanskning, bl.a. med Sprogreskripterne fra 1851, der omfattede 49 mellemslesvigske sogne samt Tønder. Skolesproget skulle nu være dansk i disse egne, hvor det i forvejen var folkesprog. Også i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg blev undervisningen dansksproget, men ikke i Flensborg, da befolkningen her var tysktalende. En række lærere måtte udskiftes, da de ikke kunne undervise på dansk. Sprogreskripterne vakte stor modstand, især på Angel.

Efter krigen i 1864 blev sprogreskripterne straks ophævet. I købstæderne blev skolesproget igen tysk. Danske privatskoler i de nordslesvigske byer samt i Flensborg fortsatte dog nogen tid endnu. På landet i Nordslesvig blev der i første omgang kun indført nogle tysktimer. Men i løbet af 25 år blev skolen helt fortysket: I 1878 blev skolesproget både dansk og tysk, og fra 1888 skulle undervisningen i alle fag foregå på tysk, undtagen to timer i religion, men de danske religionstimer forsvandt også efterhånden mange steder. Skoletilsynet blev desuden skærpet ad flere omgange. Både de statslige skoleinspektører og lærere fik ordre til at bruge tysk i omgangen med børnene.

Mens undervisningen indtil 1864 havde været præget af loyalitet over for den dansk-tyske helstat og den danske konge som landsfader, blev børnene nu indprentet fædrelandsfølelse over for den preussiske stat og den tyske kejser. Som reaktion mod skolens fortyskning oprettede dansksindede sønderjyder Sprogforeningen og Skoleforordningen, der bl.a. støttede unge sønderjyders ophold ved højskoler og efterskoler i Danmark.

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig blev mange lærere indkaldt, og undervisningen blev mange steder uregelmæssig. 

Af Erik Nørr i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:
Erik Nørr: "Genforeningens bedste gave". Skoleordning og amtsskolekonsulenter i Sønderjylland og Danmark 1920-1963. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2003.
G. Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814. 1968.
Ernst Erichsen, Hermann Sellschopp: Die allgemeine Schulordnung für die Herzogthümer Schleswig und Holstein vom 24. August 1814. Pädagogische Bedeutung und rechtliche Entwicklung. Kiel 1964.
L.S. Ravn: Træk af folkeskolens historie i Nordslesvig 1864-1920. 1981.