Schack, Slægten

Slægten Schack stammer oprindeligt fra Lüneburg i Niedersachsen, hvorfra grene af familien kom til Nordtyskland og Danmark. Slægten kendes fra 1100-tallet og ejede fra 1200-tallet godser i Lauenborg, Mecklenburg og Pommern, fra 1500-tallet i Slesvig og fra 1600-tallet i Danmark. Slægtens mandlige medlemmer har især været hærofficerer eller haft funktioner i civiladministrationen og ved hoffet. Tre linjer af slægten er blevet optaget i den danske adel: Generalmajor Joachim Schack (1628-1700) i 1668; overhofmarskal Engel Schack (1750-1811) i 1776 og feltmarskal Hans Schack (1609-1676), som blev dansk adelsmand i 1658 og greve i 1671. Hans Schack fik i 1661 af kongen overdraget Møgeltønderhus, som blev til Schackenborg. I 1664 købte han desuden Gram Gods. Grevskabet Schackenborg blev oprettet i 1676. I slægten Schack på Schackenborg fik sønnerne skiftevis fornavnene Hans og Otto Didrik, således at slægtens overhoveder hed Hans eller Otto Didrik, lensgreve von Schack. Den sidste greve, Hans, døde i år 2000.

Af Birgitte Herreborg Thomsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Dansk Bibliografisk Leksikon, bind. 13. Inger Lauridsen: Schackslægten på Schackenborg, i: Sønderjysk Månedsskrift 1997.