Schaumanns Klædefabrik
Grundlagt som farveri i Haderslev af farver Mads Schaumann i 1872. Den lå oprindeligt i centrum af byen, men flyttede i 1909 til et nedlagt savværk på Simmerstedvej umiddelbart uden for bykernen. Virksomheden beskæftigede sig med både farvning, spinderi og vævning. Under 1. Verdenskrig ophørte produktionen midlertidigt, og årene efter Genforeningen i 1920 var svære for klædefabrikken. Schaumanns Klædefabrik fik dog fremgang i 1930’erne og 1940’erne, og den voksede til at blive en af Haderslevs største virksomheder med 125 ansatte i 1947. Fabrikken var i drift frem til 1995 og blev dermed Danmarks næstsidste klædefabrik. I hele sin levetid forblev klædefabrikken i familiens Schaumanns eje.
Fra 2002 til 2023 var hestevognssamlingen Slesvigske Vognsamling udstillet i Schaumanns fabrikshaller på Simmerstedvej.

Systuen på Schaumanns Klædefabrik, hvor kun kvinder arbejder. Foto fra ca. 1932.
Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.