Schmidt, Gerhard, 1932-2008, politiker
Gerhard Schmidt blev i sin barndom stærkt præget af sin bedstefar, Johannes Schmidt-Vodder, der efter Genforeningen i 1920 var det tyske mindretals ledende personlighed. På den baggrund var det en selvfølge for Gerhard Schmidt at arbejde for det tyske mindretal og sin sønderjyske hjemstavn.
Gerhard Schmidt engagerede sig især i kommunalpolitik og var i mere end 30 år repræsentant for Slesvigsk Parti først i Adsbøl og senere i Gråsten kommune. Fra 1975 til 1993 var Gerhard Schmidt formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
Som landmand drev han gårdene Petersholm og Ladegårdsskov ved Gråsten.
Litteratur:
Günther Weitling i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.