Sønderjyllands historie 1945 -
Det tyske mindretal – retsopgør og genopbygning
Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Det tredje riges sammenbrud i maj 1945 var også et totalt nederlag for det tyske mindretal i Nordslesvig. Enhver tanke om en grænserevision faldt endegyldigt bort. Tyskland var sat ud af spillet som en politisk og økonomisk støtte til mindretallet. Alvorligst for mindretallet var det juridiske og økonomiske opgør, som den danske stat iværksatte.
Straks efter befrielsen den 5. maj 1945 begyndte interneringerne af de mange medlemmer af mindretallet, som mistænktes for illoyalitet mod den danske stat under besættelsen. Fra Als og Sundeved befandt i sommeren 1945 ca. 600 internerede sig på Sønderborg Slot, mens der sad ca. 3.000 fra den øvrige del af Nordslesvig i den tidligere Frøslevlejr, der for at undgå forveksling med den tyske politifangelejr skiftede navn til Fårhuslejren, men fangereglementet forblev stort set det samme. Langt størstedelen af de internerede tilhørte mindretallet. De omfattende interneringer foregik i de første dage ved modstandsbevægelsens folk, der var utrænede til denne opgave og tillige opfyldt af foragt for tyskere i almindelighed og nazister i særdeleshed. Interneringerne fik i mange tilfælde en unødigt ydmygende form. Den 13. maj trådte dansk politi igen i funktion efter at være opløst af besættelsesmagten i september 1944.
Interneringerne dannede optakten til retsopgøret, som stadig er et meget omdiskuteret kapitel af det dansk-tyske forholds historie i grænselandet. Selvom mange internerede snart blev løsladt, uden at domfældelse kom på tale, ramte opgøret meget bredt i mindretallet. I alt blev 2.958 medlemmer af mindretallet, svarende til hver fjerde voksen mand, straffet i henhold til de love, der lå til grund for retsopgøret. 1.121 blev straffet for at have gjort tjeneste som "Zeitfreiwillige" (på hjemmeværnslignende vilkår), 901 for regulær tysk krigstjeneste og 128 som medlemmer af Selbstschutzkorpset (et sabotageværn). Tilsammen blev 2.150 dømt for bevæbnet tjeneste i tysk uniform. Derimod blev kun 52 straffet for tjeneste i det tyske politi og blot 31 for angiveri. Resten blev domfældet for tjeneste som vagt- og brandmænd på tyske flyvepladser eller som marinevægtere o.l. Der var også et retsligt opgør med værnemagerne i mindretallet. Dertil kom et mindre antal, som blev straffet for tysk spionage, og så de 17 medlemmer af mindretallets ledelse, der blev anklaget og dømt i en samlet proces.
En samlet vurdering af retsopgøret må tage højde for baggrunden i de fem besættelsesår og de sideløbende opgør med tyske mindretal andre steder i Europa. Der er næppe tvivl om, at retsopgøret blev præget af fem års ophobet had til besættelsesmagten, som det tyske mindretal havde valgt at solidarisere sig med. Men de "lange knives nat" blev i det store hele undgået, og det kom ikke til voldelige massefordrivelser af tyskere som f.eks. fra Tjekkoslovakiet eller Polen. Modsat af hvad de mest tyskfjendtlige danske kredse krævede, blev der ikke tale om udvisninger af mindretalsmedlemmer, der var danske statsborgere, mens tyske statsborgere som regel blev udvist, hvis de havde forbrudt sig mod retsopgørets love. I stedet blev der tale om individuelle opgør på et retsligt grundlag, som dog var problematisk, da de tilgrundlæggende love blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Flere overtrædelser som hvervning til fremmed krigstjeneste og bistand til fjenden under en besættelse var dog allerede forbudt før krigen. Alligevel må vurderingen være i dag, at retsopgøret straffede for mange og straffede for hårdt, selvom tilknytning til det tyske folk blev anset som en formildende omstændighed. Navnlig de frontfrivillige fik en hård behandling oven i den belastning, som krigsdeltagelsen på den tabende parts side i sig selv udgjorde, og straffene til mange Zeitfreiwillige kunne have været kortere end de 1½ - 2 års fængsel, som blev reglen.
For det dansk-tyske forhold blev retsopgøret en belastning flere årtier frem, men set i det store perspektiv muliggjorde opgøret også, at der med tiden fra dansk side kunne sættes en slutstreg under mindretalsmedlemmers illoyale adfærd under besættelsen. I mindretallet følte man sig uretfærdigt behandlet og anså ganske uberettiget retsopgøret som en kollektiv afstraffelse. En udbredt følelse af forurettethed indsnævrede hos mange af de straffede synsvinklen til egne fortrædeligheder uden blik for sammenhængen med den forudgående tyske besættelse af Danmark og uden at erkende, hvor forbryderisk et styre man havde givet sin støtte. En indstilling, der på dansk side snart benævntes "Fårhusmentaliteten".
Følelsen af kollektiv afstraffelse blev næret af opgørets øvrige aspekter. Loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom fra 1946 indebar en likvidation af Kreditanstalt Vogelgesang og Höfeverwaltungsgesellschaft, hvis aktiver, heriblandt ca. 100 gårde altovervejende i grænseområdet, blev inddraget af den danske stat. Også private ejendomme ejet af tyske statsborgere blev konfiskeret. Det samme gjaldt de tyske privatskoler, hvor undervisningen var blevet standset umiddelbart efter befrielsen for at hindre fortsat opdragelse på grundlag af nazistiske skolebøger og undervisningsmetoder.
Ved siden af det officielle Danmarks opgør med mindretallet tog særligt tyskfjendtlige kredse på egen hånd deres hævn. Det gik i sommeren 1945 ud over tyske mindesmærker som Bismarck-tårnet på Knivsbjerg og sejrsmonumenterne ved Dybbøl og Arnkilsøre, som blev sprængt i luften. Samme skæbne ramte den tyske avis og flere forretninger ejet af tysksindede. Og mere end tre år efter befrielsen, i december 1948, blev en tysksindet kvinde dræbt af skud, som to yderligtgående danskere i Løgumkloster affyrede gennem et vindue for at skræmme deltagerne i en tysk amatørteaterforestilling.
Retsopgøret, konfiskationen af de mange gårde og lukningen af skolerne reducerede den tyske indflydelse i Nordslesvig mærkbart. Det var derfor et stærkt svækket mindretal, som skulle genrejse sig selv i årene efter den tyske kapitulation. Kun de virkelig overbevist tysksindede var tilbage, styrket indbyrdes af den fælles skæbne ikke mindst blandt de internerede, der af mindretallet benævntes Fårhuskammeratskabet til forskel for Fårhusmentaliteten.
I første omgang lå udspillet til en genrejsning af mindretallet hos de mænd, der ikke sad interneret og som ikke var kompromitteret af tjeneste for besættelsesmagten. Det gjaldt bl.a. Haderslevkredsen bestående af nationalkonservative, ikke-nazister blandt borgerskabet i Haderslev. Her havde en kreds allerede i 1943 fundet sammen for at udstikke retningslinjerne for en ny politik for mindretallet, den såkaldte Haderslev-erklæring, så snart det tyske nederlag var en kendsgerning. Det blev disse retningslinjer, som blev lagt til grund for den nye mindretalsorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger, der blev stiftet i november 1945. De indebar ubetinget loyalitet over for den danske konge, stat og grænse, en bekendelse til den demokratiske statsopfattelse og en forkastelse af enhver politik, der ikke byggede på ret, retfærdighed og menneskelighed – altså en indirekte afstandtagen til nazismen. Synspunkterne blev vedtaget efter besættelsen i Loyalitetserklæringen af 1. december 1945. I stedet blev den på kristendommen beroende tyske kultur antaget som grundlag. Til gengæld krævede mindretallet kulturel frihed i skole og kirke og i det øvrige kulturelle liv, herunder presse- og foreningsfrihed. Den nye organisation skulle også tage sig af de interneredes vilkår.
Bund Deutscher Nordschleswiger blev i 1946/47 og i de følgende år udbygget med lokalforeninger i mange sogne og egne. I tilknytning til foreningen blev der etableret et tysk sekretariat og grundlagt en ny tysk avis, Der Nordschleswiger, der første gang udkom i februar 1946 som ugeblad, fra 1951 som dagblad. Blandt de øvrige tyske foreninger, der genskabtes efter 1945, kan nævnes Deutscher Jugendverband für Nordschleswig (1948), der genoplivede Knivsbjergfesterne, og talrige foreninger for roning, gymnastik, sport, ringridning, skydning, teater, musik og sang, landbrug, håndværk etc. Dertil kom Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig (1947), der afløste forskellige provisoriske organisationer, der var grundlagt med genopbygningen af det tyske skolevæsen som opgave. Ved lov af 12. juli 1946 blev de nye rammer sat. De tyske kommuneskoler og kommuneskoleafdelinger skulle ikke genoprettes, og i stedet skulle mindretallets skolevæsen for fremtiden udelukkende bestå af privatskoler oprettet i henhold til de almindelige danske regler herom. I købstæderne blev der etableret tysk privatundervisning fra slutningen af 1946, mens det trak noget længere ud på landet, hvor der først skulle opnås enighed med de danske myndigheder om tilbagekøb af de beslaglagte skolebygninger. I 1950 kom undervisningen i gang i 13 skoler, og siden kom flere skoler til. København-Bonn-erklæringerne fra 1955 muliggjorde genoprettelsen af en tysk eksamensskole, og i 1959 åbnedes Deutsches Gymnasium für Nordschleswig med en realafdeling. Også børnehaver blev grundlagt af mindretallet.
Ved folketingsvalget i 1947 opstilledes uafhængige tyske kandidater, der dog ikke opnåede valg. Først ved valget i 1953, hvor mindretallet for første gang opstillede med listebetegnelsen Slesvigsk Parti, lykkedes det, og frem til 1964 var der en tysk repræsentant i Folketinget. Derefter udelukkede partiets beskedne stemmetal muligheden for repræsentation i henhold til valglovens bestemmelser. I årene 1973-79 lykkedes det imidlertid at få valgt et tysksindet folketingsmedlem via Centrum-Demokraternes liste, men dette samarbejde blev afbrudt, da CD ikke kunne acceptere en ny tysk kandidat med en fortid som frivillig i Waffen-SS. En varig løsning på mindretallets politiske repræsentation blev i stedet for et folketingsmandat fra 1983 et tysk sekretariat i tilknytning til statsministeriet og finansieret af den danske stat.
Siden midten af 1950'erne har forholdet mellem det tyske mindretal og den danske flertalsbefolkning været præget af en stadig afspænding. Den blev navnlig fremmet, efter at den ældre generation af mindretalsledere, der for en stor dels vedkommende var kompromitteret i danske øjne på grund af deres forhold 1940-1945 og som længe kredsede forurettet om retsopgøret, i begyndelsen af 1970'erne afløstes af yngre kræfter. I 1995 var udsoningen nået så vidt, at formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger blev indbudt som taler ved festen i Dybbøl kanser i anledning af 75-året for Genforeningen i 1920 – og der holdt en tale, hvori han vedkendte sig mindretallets ansvar for skærpelsen af de nationale modsætninger i mellemkrigstiden og 1940-45. Fra slutningen af 1990'erne har mindretallet gjort det grænseoverskridende samarbejde og udbredelsen af den "slesvigske model" for mindretalsordninger til andre regioner til sine mærkesager.
Sydslesvig hjem-bevægelsen 1945-1949
Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art. ved Institut for Grænseregionsforskning.
Det tyske sammenbrud i maj 1945 bragte det slesvigske grænsespørgsmål på den politiske dagsorden igen. I befrielsens time forventede det danske mindretal i Sydslesvig nemlig, at landsdelen helt ned til Ejderen kom hjem til Danmark. En forventning, der i sommeren 1945 blev delt og ønsket i en stor del af den øvrige sydslesvigske befolkning. De danske foreninger fik en enorm medlemstilgang, og overalt i landsdelen blev der grundlagt danske skoler. Mens der i 1945 blot fandtes ni danske skoler med under 500 elever, var der i 1948 60 med 14.500 børn. Og ved det første landdagsvalg i april 1947 opnåede de danske kandidater lidt over halvdelen af de hjemmehørende vælgeres stemmer, dvs. fraregnet de mange tusinde flygtninge fra de tabte tyske østområder, der siden foråret 1945 var strømmet til Sydslesvig.
Især sydslesvigske socialdemokrater, der i 1920 endnu var gået ind for Tyskland, vendte sig nu mod nord. Men i sommeren 1945 fandtes også talrige tysk-borgerlige, der talte for en tilslutning til Danmark. Mest bemærkelsesværdig var den senere ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Friedrich Wilhelm Lübke, der i sommeren 1945 hvervede for Danmark blandt Angels bønder, mens han knapt et år senere var blevet til en af de førende tyske politikere i grænsekampen mod Sydslesvig-hjem-bevægelsen.
Sydslesvigerne mødte dog afvisning af deres bestræbelser både i Danmark og hos den britiske besættelsesmagt. På trods af delvis modsigende retorik var det officielle Danmark ikke villig til at føre en aktiv indlemmelsespolitik. Man tvivlede på bevægelsens ægthed, og man frygtede de problemer, et stort tysk mindretal inden for Danmarks grænser ville medføre. Anderledes positiv over for en indlemmelse var grænseorganisationerne, mest udpræget Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945, mens Grænseforeningen mere forsigtigt pegede på en afstemning ad åre og arbejdede for mere begrænsede mål: fjernelsen af de mange tusinde flygtninge og landsdelens administrative adskillelse fra Holsten. I opinionen var der ligeledes udbredt tilslutning til sydslesvigernes krav.
Briterne var på grund af overordnede strategiske interesser i den kolde krigs indledende faser ikke interesseret i uro i grænselandet. Deres politik sigtede på at opbygge et demokratisk Vesttyskland. Disse forhold førte til, at den tyske side fik fodfæste igen i foråret 1946, hvor et demokratisk selvstyre blev stillet i udsigt. Den tyske elite i landbrug og byerhverv svigtede nu de danske sympatier fra sommeren 1945; og da tysk presse igen kom ud i løbet af sommeren 1946 begyndte kampagnen mod "landsforræderne". I september 1946 tilbød briterne overraskende den danske regering en grænserevision, som med den såkaldte Oktobernote blev afvist af den danske regering og rigsdag som aktuel politik. Historikerne er ikke nået til enighed om det britiske tilbud var ærlig ment, men alt tyder dog på, at en mere offensiv dansk Sydslesvig-politik ikke ville have opnået en grænse ved Ejderen, men måske nok en mindre revision omfattende Flensborg by og de nordligste egne. Det var de sydslesvigske ledere imidlertid ikke indstillet på.
Med den danske afvisning af Oktobernoten blev grænsekampen primært et slesvig-holstensk anliggende. I april 1947 blev der valgt en slesvig-holstensk landdag, hvorefter de tyske grænsepolitikere optrådte mere selvbevidst. Det danske arbejde i Sydslesvig chikaneredes mere og mere åbent gennem blokade af skoleønsker, afskedigelse af dansksindede embedsmænd og lignende. Bevægelsen nåede samtidigt sit højdepunkt: ved landdagsvalget i april 1947 opnåedes 99.500 danske stemmer, og i begyndelsen af 1948 var godt 78.000 sydslesvigere blevet medlem af den kulturelle danske forening Sydslesvigsk Forening (SSF). I sommeren 1948 opnåedes den længe ønskede politiske anerkendelse i form af et nyt, fra den kulturelle forening adskilt, politisk parti Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). Bevægelsens egentlige mål, genforeningen med Danmark, måtte ikke nævnes, hverken i partiets program eller i valgkampene.
Med valutareformen i de vestlige besættelseszoner i juni 1948 blev det tydeligt, at der ville blive dannet en vesttysk stat. Hverken Danmark eller de vestlige allierede støttede en grænserevision i Sydslesvig. Sydslesvig ville forblive tysk. Hermed havde bevægelsen mistet sin drivkraft. Danmark opnåede, at mindretallet fik sine frihedsrettigheder sikret i den såkaldte Kiel-erklæring fra september 1949, hvor sindelagsprincippet blev fastskrevet: myndighederne havde ikke lov at efterprøve eller bestemme, hvem der tilhørte mindretallet. Sydslesvig-hjem-bevægelsen var dermed igen blevet til det danske mindretal i Sydslesvig – om end det nu var betydeligt større end før krigen.
Forbundslandet Slesvig-Holsten
Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art. ved Institut for Grænseregionsforskning.
Det nye Tyskland skulle efter sejrsmagternes bestemmelse opbygges føderalistisk for at undgå en ny centralistisk stat, der kunne true sine naboer. Et af den britiske besættelsesmagts administrative initiativer var derfor at erklære den tyske delstat Preussens opløsning. Dermed var vejen åbnet for en virkeliggørelse af slesvig-holstenernes drøm fra 1848-50: at den preussiske provins Slesvig-Holsten blev et land (en delstat) i den (vest-) tyske forbundsstat. Provinsens omdannelse til land skete i flere faser. I februar 1946 blev en provisorisk landdag udpeget af briterne. Landdagens udvalg udviklede sig snart til ministerier og udvalgsformændene til ministre. I august samme år fik Slesvig-Holsten statsretslig stilling som et forbundsland, og i september blev den hidtidige overpræsident Theodor Steltzer fra det kristeligt-demokratiske parti CDU den første ministerpræsident. I efteråret 1946 afholdtes valg til kommune- og byråd samt kredsdage. I april 1947 blev der valgt en landdag, således at Slesvig-Holsten nu var et demokratisk land med en folkevalgt regering. I 1949 blev Slesvig-Holsten med oprettelsen af forbundsrepublikken Tyskland et forbundsland i denne. Samme år fik landet sin forfatning.
Slesvig-Holstens sociale og økonomiske struktur var imidlertid langt fra stabil: Arbejdsløsheden var høj, de tre store industribyer Kiel, Lübeck og Neumünster lå i ruiner, og delstatens befolkning var nærmest fordoblet i forhold til 1939 på grund af de talrige flygtninge fra områderne øst for Oder-Neisse-grænsen. Samtidig krævede en stor del af Sydslesvigs befolkning landsdelens afståelse til Danmark, mens den nye socialdemokratiske landsregering fra 1947 hellere så en sammenlægning med Niedersachsen og Hamborg for at skabe et økonomisk bæredygtigt land Unterelbe.
Ikke mindst den tyske modstand mod Sydslesvigs afståelse til Danmark øgede dog slesvig-holstenernes (og flygtningenes) identifikation med den nye delstat. Med den tyske genopbygning i Wirtschaftswunder-årene i 1950’erne stabiliseredes også Slesvig-Holstens økonomiske forhold. Grænsespørgsmålet med Danmark blev lagt i skuffen senest med København-Bonn erklæringerne fra 1955. Indenrigspolitisk vakte det nogen opmærksomhed, at delstatens borgerlige regeringer efter 1950 optog mange tidligere nazister i regering og andre højere embeder, men ellers faldt Slesvig-Holsten i en politisk tornerosesøvn. Landet blev Vesttysklands udkantsområde og et foretrukket feriested. Det danske mindretal i Sydslesvig indrettede sig på bedst muligt måde, da der ikke længere var lagt hindringer til dets kulturelle udfoldelse.
I 1987 kom delstaten imidlertid igen på den store politiske scene efter den hidtil største skandale i vesttysk politik. For at forhindre en socialdemokratisk valgsejr havde delstatens konservative ministerpræsident Uwe Barschel hyret en "informationsmedarbejder", der ved at lancere rygter og bagvaskelse skulle ødelægge oppositionsføreren Bjørn Engholms personlige integritet. Da skandalen kom til offentlighedens kendskab, var Barschel nødt til at træde tilbage og begik selvmord kort derefter. Da det danske landdagsmedlem Karl Otto Meyer nægtede at stemme for en ny borgerlig ministerpræsident, måtte der udskrives nyvalg til landdagen, som resulterede i en jordskredssejr til socialdemokraterne, der siden har siddet på regeringsmagten i Slesvig-Holsten.
Efter grænseåbningen mod øst har Slesvig-Holsten forsøgt at indtage en mere central position på det økonomiske Europakort. Der opbyggedes et nyt image af et højteknologiland med en højtuddannet befolkning, veludbygget infrastruktur og et attraktivt landskab, der havde brofunktion mellem Norden, Øst- og Centraleuropa. En mere kritisk undersøgelse af delstatens økonomiske struktur viser imidlertid tydeligt, at den stadigvæk er meget afhængig af regionens kraftcenter, Hamborg. Dette har dog ingen indflydelse på slesvig-holstenernes selvbevidsthed og deres patriotisme for deres delstat.
Kiel- og København-Bonn-erklæringerne 1949 og 1955
Af Gerret Liebing Schlaber, arkivar ved Landsarkivet for Sønderjylland, ph.d.
Efterhånden som det tyske samfund fandt mere og mere tilbage til en normal situation med politiske partier og delstaten Slesvig-Holsten, styrkedes den tyske front i grænsekampen, der nu blev overmåde skarp med hårde tyske bebrejdelser mod de såkaldte flæskedanskere, som efter tysk opfattelse svigtede deres land i nøden, og tilsvarende danske udfald mod de mange flygtninge. En fredeliggørelse af grænsekampen kunne først indledes efter et britisk pres. Efter langvarige forhandlinger under britisk forsæde mellem landsregeringen og den danske SSW-opposition i landdagen afgav ministerpræsident Bruno Diekmann den 26. september 1949 den såkaldte Kiel-erklæring. Med denne anerkendte delstaten det danske mindretals og nordfrisernes almindelige demokratiske frihedsrettigheder. Bekendelsen til mindretallet skulle være fri, og erklæringen forbød myndighederne at kontrollere det nationale sindelag. Dette blev juridisk garanteret med delstatens forfatning fra den 13. december 1949. Desuden ville man indrette et forhandlingsudvalg, som skulle udjævne problemer ved deres opståen.
Kiel-erklæringen kunne imidlertid ikke hindre, at de efterfølgende borgerlige delstatsregeringer fra 1950 førte en chikanepolitik imod den sydslesvigske danskhed. Det forekom navnlig mens Friedrich Wilhelm Lübke var ministerpræsident. Ved at forhøje spærregrænsen fra 5 til 7½ % af stemmerne forhindrede han, at SSW overhovedet blev repræsenteret i den slesvig-holstenske landdag. Forfatningsdomstolen kendte dog dette skridt for ulovligt. Fra tysk side ønskede man at afpresse mindretallet en loyalitetserklæring og støtte det tyske mindretal i Nordslesvig, helst gennem en dansk-tysk mindretalstraktat. Det danske mindretals ledelse i Sydslesvig var under disse forhold ikke parat til en overenskomst med Kiel. Den danske regering støttede mindretallet i Sydslesvig moralsk, men var i overensstemmelse med dansk tradition uvillig til en mindretalstraktat, der muliggjorde tysk indblanding i indre danske anliggender.
I Nordslesvig opnåede det tyske mindretal ikke at få imødekommet sine krav ved det såkaldte Københavnsnotat af 27. oktober 1949, der fastslog de eksisterende demokratiske rettigheder. Her var problemet navnlig eksamensretten til de tyske skoler.
Det var via storpolitikken, der skulle ske en afklaring af mindretalsforholdene på et solidt og harmonisk grundlag. Det var forbundskansler Konrad Adenauers mål at forankre den unge forbundsrepublik fast i den vestlige verden og dennes alliance NATO. Konflikten ved nordgrænsen forstyrrede denne proces. Da Vesttyskland officielt skulle optages i NATO, talte den danske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen efter pres fra den borgerlige opposition på NATO-rådsmødet i Paris den 22. oktober 1954 om det danske mindretals problemer. Adenauer lovede en positiv løsning og udøvede pres på den nye ministerpræsident i Kiel, Kai-Uwe von Hassel. Efter forholdsvis kortvarige forhandlinger undertegnede både den tyske og den danske regeringschef den 29. marts 1955 to ensidige, men parallelle erklæringer, som ikke er statsretsligt bindende, men politisk og moralsk forpligtende. Den slesvig-holstenske landdag ophævede 5%-spærregrænsen for SSW, der ved valgene i 1950’erne havde været i stadig tilbagegang. Den danske regering tilsikrede det tyske mindretal et frit skolesystem, hvis eksaminer blev statsligt anerkendt. Og så gentog erklæringerne Kiel-erklæringens løfte om, at det nationale sindelag er frit og ikke må kontrolleres af myndighederne endsige føre til diskriminering.
1¼ århundrede efter de nationale modsætningers udbrud i Sønderjylland havde man endelig fundet en løsning, der tilfredsstillede begge parter. Bonn-København-erklæringerne blev en ny begyndelse i de dansk-tyske forhold, både mellem staterne og for befolkningerne i grænselandet
Fra land til by 1945-2000
Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Efter 2. Verdenskrig og navnlig siden 1960'erne gik udviklingen landbosamfundet imod. Selv om indtjeningen i landbruget har bevæget sig op og ned i takt med konjunkturerne, markedsforholdene og støtteordningerne, er landmændenes indflydelse og betydning for samfundet faldet. I 1950'erne betød mekaniseringen med traktorer og mejetærskere og talrige andre landbrugsmaskiner, at arbejdskraften af karle og piger blev stærkt reduceret. Fra 1960'erne førte den samme proces til nedlæggelse af størsteparten af de små husmandsbrug, og fra 1980'erne blev også mange mellemstore bøndergårde lagt sammen til større og større brug. Samtidig blev brugene specialiseret, langs østkysten til kornavl og svineproduktion, i midtlandet og længere vestpå til mælkeproduktion.
Endnu i 1950 levede hver tredje sønderjyde af landbrug - et halvt århundrede senere var det ikke engang hver tiende. Bybefolkningen voksede fra en tredjedel af befolkningen til halvdelen. Mange valgte at flytte ind til byerne, mens andre foretrak at pendle med bil eller bus ind til deres arbejdsplads på fabrik eller kontor.
Det blev især industrien, som gav beskæftigelse til de mange, der ikke længere var indtjeningsgrundlag for i landbruget. Talrige er de landarbejdere og selvstændige landmænd, som fandt arbejde på de store arbejdspladser. Frem for alt tiltrak Danfoss i Nordborg mange, hvad enten de flyttede til Nordals eller tog bilen. Dette industrieventyr blev indledt før 2. Verdenskrig af den teknikbegavede landmandssøn Mads Clausen, der i 1933 påbegyndte produktionen af ventiler, siden udvidet med varmeautomatik og radiatortermostater og talrige andre produkter for kølebranchen. Ekspansionen var navnlig stærk i 1950'erne, da antallet af medarbejdere i Nordborg næsten tidobledes fra knap 600 til over 5.000. Siden kom afdelinger i Gråsten, Tinglev og Flensborg til - samt talrige uden for landsdelen.
Mange andre fabrikker skød op i Alssundområdet - mange som underleverandører til Danfoss, men andre med egne produkter som J.F.-fabrikken i Sønderborg, der fremstiller landbrugsmaskiner, og Linak i Guderup, der fremstiller hydraulik til bl.a. hospitalssenge. I Vojens var Brødrene Gram frem til årtusindskiftet en stor virksomhed i kølebranchen. Efterhånden fik også de vestlige egne af Sønderjylland deres egne store industrier: Ecco sko i Bredebro, Brødrene Hartmanns emballagefabrik og Hydro Aluminium i Tønder, Mærsk containerfabrik i Tinglev. Den industrielle vækst blev tilstrækkelig til, at arbejdsløsheden i Sønderjylland gennemgående holdt sig under landsgennemsnittet.
Også serviceerhvervene ekspanderede efter 2. Verdenskrig. Den nye sønderjyske amtskommune, som opstod i 1970 ved sammenlægningen af Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder amter, gav ligesom de 23 nye primærkommuner arbejde til mange, speditionsvirksomhederne i Padborg og landsdelens eget pengeinstitut Sydbank med hovedsæde i Aabenraa ligeledes. Omvendt har staten indskrænket eller nedlagt mange af de myndigheder og institutioner, som landsdelen blev så rigeligt forsynet med efter Genforeningen.
I uddannelsessektoren har billedet også været sammensat. Tønder Seminarium blev nedlagt, til gengæld opstod Handelshøjskole Syd, som kort før årtusindskiftet blev fusioneret med bl.a. Ingeniørhøjskolen i Sønderborg, Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg og Odense Universitet til Syddansk Universitet. Mangelen på videregående uddannelsespladser føles dog vedvarende som en hæmsko for landsdelens videre udvikling, navnlig med hensyn til de videnstunge brancher som informationsteknologien.
Den økonomisk og sociale forandring, som kan sammenfattes i ordene industri- og servicesamfundet samt velfærdsstaten, betød også omfattende kulturelle forandringer. Landbokulturen med de mange ungdoms-, foredrags- og gymnastikforeninger på landet svandt gradvist hen og kunne ikke længere sætte den politiske og kulturelle dagsorden i landsdelen. I stigende grad tilfaldt denne rolle massemedierne. Det gjaldt ikke så meget de gamle dansksindede aviser Hejmdal, Dannevirke og Dybbølposten, der snart måtte give fortabt overfor mere kapitalstærke blade som Jydske Tidende og Vestkysten - der i øvrigt forenedes til ét regionalt dagblad, JydskeVestkysten. De to mindretalsaviser Flensborg Avis og Der Nordschleswiger består fortsat med en indflydelse, der nok rækker ud over deres små oplag. Til erstatning fik landsdelen sin egen regionale Radio Syd, mens mange sønderjyder nok føler, at TV-Syd mere er syd- end sønderjysk. Men først og fremmest blev det de store, landsdækkende TV-kanaler, som prægede sønderjydernes opfattelse af dem selv og omverdenen. I begyndelsen bekymrede det mange, at sønderjyderne i stor stil så tysk TV, men det har højst forbedret sprogkundskaberne - nogen national forskydning førte det aldrig til. Snarere er Sønderjylland ikke mindst i kraft af mediepåvirkningen blevet endnu stærkere integreret i Danmark. Det har betydet tab for landsdelens særpræg, ikke mindst den sønderjyske dialekt, som omkring årtusindskiftet blev betegnet som truet. Sønderjylland blev mere og mere et udkantsamt blandt andre danske udkantsamter - og mindre og mindre et grænseland, hvis fornemste rolle var at vogte den danske grænse og den danske identitet. Endnu er den historiske bevidsthed om den særlige sønderjyske fortid dog udbredt.
Sønderjylland ved årtusindskiftet – periferi eller europæisk broregion?
Af Gerret Liebing Schlaber, arkivar ved Landsarkivet for Sønderjylland, ph.d.
Ved årtusindskiftet stod Sønderjylland foran nye udfordringer. Efter at de store nationale konflikter i grove træk kan betragtes som løst, skulle grænselandet finde sin plads i en omverden, der havde gennemgået dybtgående forandringer i århundredets sidste 30 år.
Da Danmark i 1972 tiltrådte det Europæiske Fællesskab (EF), mistede grænsen en del af sin funktion. De to landsdele kunne igen komme tættere på hinanden. Grænsehandelen profiterede, ligeså transportvæsenet, og danske firmaer grundlagde filialer umiddelbart syd for grænsen.
På den anden side kan fastslås, at begge landsdele indgår som uadskillelige dele af de pågældende centralstater, og det kan ikke benægtes, at disse er meget forskellige. Dette medfører en ensidig orientering mod nationalstatens økonomiske centre, mens grænsen i mange henseender er en stor barriere, både fysisk og psykisk. En harmonisering af disse forhold - forvaltningsstrukturen, socialvæsenet, erhvervsstrukturen, trafikvæsenet – er siden blevet et kerneproblem for den sønderjyske lokal- og regionalpolitik. I 1990’erne lå den sønderjyske befolknings tilslutning til EU langt over Danmarks gennemsnit; men ved ØMU-afstemningen i september 2000 stemte flertallet af sønderjyder som i det øvrige Danmark imod fællesmønten.
I 1990’erne begyndte man at institutionalisere det grænseoverskridende samarbejde. I 1997 grundlagdes Region Sønderjylland-Schleswig med et regionalråd bestående af 42 repræsentanter for Sønderjyllands amt, byen Flensborg og de to sydslesvigske landkredse Slesvig-Flensborg og Nordfrisland. Samtidig oprettedes et regionskontor i Bov, der skal koordinere det praktiske samarbejde og igangsætte fælles projekter. Regionalrådets arbejde lider under sproglige og administrative problemer, som ikke mindst skyldes de tre sydslesvigske enheders indbyrdes uenighed. Resultaterne var i de første år ret beskedne. Den hidtil største succes er et forbedret samarbejde på ambulance- og sygehusområdet.
Da Region Sønderjylland-Schleswig blev oprettet, viste det sig, at nationale forbehold og frygt for den sydlige nabo – til dels kombineret med almindelig EU-skepsis – stadigvæk er levende i dele af befolkningen. Det ytrede sig i (ganske vist beskedne) demonstrationer og enkeltpersoners eller smågruppers hærværk mod og mordtrusler mod samarbejdets tilhængere. Disse aktioner fandt ikke forståelse i befolkningens flertal. Amtsborgmesteren gennem mange år, Kresten Philipsen, og hans efterfølger fra år 2000, Carl Holst, fortsatte samarbejdet hen over grænsen indtil udgangen af 2006, hvor Sønderjyllands Amt blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen.
Mindretallene er blevet til et accepteret element, der harmonisk indføjer sig i flertalssamfundet. Syd for grænsen er dansk, frisisk og plattysk fra år 2000 anerkendt som myndighedssprog. Et andet kendetegn for tidens forhold er den store sympati, "det danske" nyder i betydelige dele af den tyske befolkning. Måske kan det forklare det store antal stemmer, SSW vandt i Holsten ved landdagsvalget i år 2000, da listen på grund af delstatens nye valglov for første gang kunne vælges syd for Ejderen. For første gang siden 1950’erne fik det dansk-frisiske parti tre mandater i landdagen i Kiel.
I økonomisk henseende gik det forholdsvis godt for Nordslesvig i 1990’erne, mens den sydlige landsdel blev ramt af stor arbejdsløshed. Ved siden af et intensivt landbrug og nogle større industrivirksomheder er det frem for alt handelen, der bestemmer Sønderjyllands økonomiske fremgang. Fælles arbejdsmarkedsprojekter og andre tiltag er iværksat for at gøre det lettere at finde et job på den anden side af grænsen. Til trods for den positive udvikling forekommer også store tilbageslag i for det regionale samarbejde. Jernbanetrafikken både inden for Nordslesvig og endnu mere hen over grænsen blev – ironisk nok med elektrificeringen og Storebæltsbroens indvielse – dramatisk reduceret. Centraliseringen i postvæsenet har bevirket længere ekspeditionstider i udlandsposten. Og flere og flere unge synes ikke at være interesserede i at lære naboernes sprog – hvis de overhovedet (syd for grænsen) får mulighed for det.
Udviklingen i grænselandet er i høj grad afhængig af beslutninger, der træffes i København og Berlin, i Kiel og Bruxelles. Men ikke desto mindre afhænger det af regionens egen indsats, om den kan genfinde sin naturlige brofunktion mellem Danmark og Tyskland, eller om den vil være en periferi med to blindveje.