Gå til leksikonoversigt

Ecco

Begreber

International skokoncern med hovedsæde i Bredebro og Tønder. I januar 1963 købte Karl Toosbuy fra Bagsværd en industribygning i Bredebro med henblik på etablering af en skofabrik. Bredebro Skofabrik A/S, senere Ecco A/S, påbegyndte produktionen i april 1963. I 1974 etablerede Ecco sin første udenlandske produktion i Brasilien. I 1982 fulgte licensproduktion i Japan, og i 1984 blev en ny fabrik etableret i Portugal. Med udgangspunkt i produktion af fritidssko og en højt udviklet produktionsteknologi er Ecco blevet en global virksomhed. Fabrikken i Portugal er i 2009 udviklingscenter for Eccofabrikker i Slovakiet, Indonesien, Thailand og Xiaman i Kina.

Ecco ejer garverier i Holland, Kina, Indonesien og Thailand og har etableret datterselskaber og salgsafdelinger verden over. Bredebro er fortsat hovedkvarter for Ecco A/S, men er ophørt som produktionsenhed. I 1994 blev Ecco Uddannelses- og Konferencecenter etableret i den tidligere landbrugsskole i Tønder. Tønder blev i 1999 også hjemsted for et Ecco distributionscenter for det skandinaviske og tyske marked. Efter Karl Toosbuys død i 2004 overtog hans datter, Hanni Toosbuy Kasprzak, ejerskabet af Ecco A/S, og svigersønnen Dieter Kasprzak blev udnævnt til administrerende direktør, en post han bestred indtil 2017. Siden 2021 har Panos Mytaros været administrerende direktør. Ecco er i dag (2024) ejet af Hanni Toosbuy Kasprzak og hendes to børn Anna Kasprzak og André Kasprzak. I 2023 omsatte koncernen for 11,7 mia. kr. og beskæftigede ca. 23.000 ansatte.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Af Morten Andersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Ecco

Ecco butik. Foto fra 2012.

Ecco. Foto: Raymond Chan.