Sydenergi
Syd Energi a.m.b.a. var et andelsselskab inden for elforsyning, som i 2006 blev dannet ved sammenslutning af Sydvestenergi og Energiselskabet Sønderjylland (ESS). De første sønderjyske andelselselskaber blev dannet i 1919-20: Sønderborg og Aabenraa Amters Elektricitetsforsyning (SAaAE), Elektricitetsforsyningsselskabet Sønderjyllands Vestkyst (EASV), Tyrstrup Herred og Omegns Elektricitetsforsyning (THOE), Haderslev Næs’ Elektricitetsforsyningsselskab (HNES) og Midtsønderjyllands Elektricitetsforsyning (MSE). De blev, sammen med de selskaber, der blev skabt i de efterfølgende årtier, en del af Syd Energi, som dækker det vestlige Sydjylland samt Sønderjylland inklusive Ærø.
SE blev i 2019 fusioneret med det jyske Eniig til Norlys, som stadig er et andelsselskab, men uden nogen speciel mission for Sønderjylland. Elforsyningsselskaberne har stået for distribution af elektricitet, men i dag leverer Norlys også bredbånd, tv og telefoni.
Af Torben Vestergaard i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret 2024.
Litteratur:
H. Askgaard, H. 1997. Sønderjyllands Højspændingsværk 75 år den 14. november 1997. Red.komité: Ruth Schramm et al. P.J. Schmidt, Vojens, s. 124-125.