Gå til leksikonoversigt

Wullenwever, Jürgen, ca. 1492-1537, borgmester

Personer

Wullenwever var købmand og blev i 1533 borgmester i Lübeck. Han forsøgte at modvirke Lübecks tilbagegang og genoprette byens tidligere magtposition. Han allierede sig med Københavns og Malmøs borgere og gjorde med grev Christoffer af Oldenburg  indfald i Danmark. Men hverken Wullenwever eller Christoffer formåede at vinde krigen (se Grevens Fejde). Lübecks borgere og de øvrige hansestæder satte sig efterhånden op imod Wullenwevers planer, og han måtte gå af som borgmester i 1535. Kort efter blev han taget til fange af ærkebiskoppen i Bremen og udleveret til hertugen af Braunschweig, hvorefter han blev henrettet.