Lokalforeningsmøde har frivillighed og hvervning på programmet
Hvordan får vi flere til at blive aktive i Grænseforeningen? Sådan lyder overskriften for efterårets lokalforeningsmøde, der finder sted lørdag den 3. oktober i Middelfart. Det bliver også det første lokalforeningsmøde for Grænseforeningens nye generalsekretær, Ditte Louise Weldingh.
Efterårets lokalforeningsmøde i Grænseforeningen finder sted den 3. oktober i Middelfart.
Foto: Steen Skovhus
Af Alexander Leicht Rygaard
Som mange andre foreninger i Danmark er det en udfordring for Grænseforeningen at skaffe nye medlemmer og frivillige i lokalforeningerne rundt omkring i landet.
Efterårets lokalforeningsmøde i Grænseforeningen har derfor frivillighed og hvervning som tema.
Forandringsekspert Torben Wiese kommer og holder foredraget ’Bryd vanen, bøj fisken – og styrk jeres lokalforening’, der skal give konkrete værktøjer til, hvordan man som lokalforening kan tiltrække, motivere og fastholde medlemmer og frivillige.
Han leverer også inspiration til at tænke nyt, se egne vaner og bryde dem, og til at skabe endnu større trivsel, glæde, engagement og stolthed i det frivillige arbejde.
Torben Wiese er anerkendt som en af landets førende eksperter i vaner, forandring og forandringsledelse. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. bestselleren ’Bryd vanen og nå dine mål’ fra 2005, og ekspert i, hvordan mennesker og organisationer kan tage styringen tilbage. Hans foredrag beskrives som direkte, humoristiske og energiske, med henblik på at gøre modtagerne handlingsparate.
Der bliver også inspiration fra Sydslesvig. Rasmus Meyer, kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening (SSF), kommer og giver os et indblik i, hvordan man arbejder med frivillighed og hvervning i SSF, der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation.
SSF har ca. 16.000 medlemmer fordelt på 62 lokalforeninger og er dermed den største forening i Sydslesvig. Vi skal blive klogere på, hvordan foreningen tiltrækker frivillige kræfter, og hvad de største udfordringer kan være, når man skal fastholde de aktive medlemmer over længere tid.
Ses vi i Middelfart lørdag den 3. oktober?
Ny generalsekretær skal på scenen
Der bliver også mulighed for at hilse på Grænseforeningens nye generalsekretær, Ditte Louise Weldingh, der tiltrådte den 1. august 2026. Udover at hun selvfølgelig deltager i hele lokalforeningsmødet, vil hun blive interviewet på scenen, så alle deltagere kan blive klogere på, hvem hun er, og så vi i fællesskab kan byde hende hjerteligt velkommen i foreningen.
”Jeg glæder mig meget til at deltage i lokalforeningsmødet og møde alle jer frivillige, der udgør rygraden i Grænseforeningens arbejde. Jeg ser frem til en spændende dag med mange gode snakke og nye bekendtskaber”, siger Ditte Louise Weldingh.
Som noget særligt til efterårets lokalforeningsmøde modtager alle tilmeldte en gratis merchandisepakke fra Grænseforeningen. Det drejer sig om en langærmet trøje i rød samt to poloer i hhv. rød og hvid. Alt sammen udsmykket med Grænseforeningens logo. Når du tilmelder dig mødet, skal du derfor huske at vælge din tøjstørrelse.
Alle tilmeldte til lokalforeningsmødet modtager en merchandisepakke fra Grænseforeningen. Her er både en rød langærmet trøje/jakke og to poloer i hhv. hvid og rød.
Foto: Grænseforeningen
Kommer man østfra og kører flere sammen i en bil, er det igen muligt at få refunderet billetten over Storebælt ved henvendelse til sekretariatet på mail, info@graenseforeningen.dk.
Lokalforeningsmødet bliver afholdt i Huset Middelfart, Hindsgavl Alle 2, 5500 Middelfart.
Se det fulde program for lokalforeningsmøde her:
Kl. 09.30: Ankomst og indskrivning samt mulighed for kaffe og brød
Kl. 10.00: Velkomst ved Grænseforeningens formand, Mirco Reimer-Elster
Kl. 10.15: Mød Grænseforeningens nye generalsekretær, Ditte Louise Weldingh
Kl. 11.00: Nyt fra sekretariatet
Kl. 11.15: ’Frivillighed og hvervning - hvad gør man egentlig i Sydslesvig?’ ved Rasmus Meyer, kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening (SSF)
Kl. 12.00: Frokost
Kl. 13.00: Kaffe og kage
Kl. 13.15: 'Bryd vanen, bøj fisken – og styrk jeres lokalforening’ ved forandringsekspert Torben Wiese
Kl. 14.45: Nyt fra lokalforeningerne
Kl. 15.00: Tak for i dag
Tilmeld dig lokalforeningsmødet den 3. oktober her: https://collectevent.dk/GF/lokalforeningsmoede-efteraar-2026