Da Skoleforeningen for nylig valgte ny formand og genvalgte sin næstformand, havde jeg en kugleramme og en sparegris med som gave. Det var mit indtryk, at den nye ledelse i Sydslesvigs største organisation forstod hentydningen. Om den også bliver omsat til handling, må tiden vise. For selv om formanden er ny, er de økonomiske problemer i Skoleforeningen gamle. Det samme gælder tilsyneladende forestillingen om, at løsningen først og fremmest skal findes nord for grænsen.

Den nye formand har understreget, at økonomien aldrig må blive hele fortællingen om Skoleforeningen. Det har han selvfølgelig ret i. Men man kommer vanskeligt uden om, at den sætter rammerne for, hvilken fortælling man har råd til. Når formanden for Sydslesvigudvalget klart har meldt ud, at der ikke kommer flere penge, kan man undre sig over den politiske fingerspidsfornemmelse i Skoleforeningen, hvor strategien tilsyneladende er at række hånden frem. At man oveni sender stikpiller til Sydslesvigudvalgets formand forekommer tonedøvt.

Ser man på sammensætningen af det nye Sydslesvigudvalg, er det rimeligt at konkludere, at udvalget næppe kommer til at have spenderbukserne på. Meget tyder altså på, at Skoleforeningen skræver mere, end bukserne kan holde til.

Allerede i 2024 konstaterede Skoleforeningens direktør, at lærere og gymnasielærere fik højere løn for mindre undervisning end deres kolleger i Danmark. Det var altså ledelsens egen vurdering, at vilkårene var meget generøse. Det må være tilladt at spørge, hvor længe danske skatteydere skal finansiere vilkår, som man ikke tilbyder lærerne på deres egne børns skoler?

Ligeledes bør man være ærlig om de små skoler i Sydslesvig. Der er gode grunde til, at en dansk mindretalsskole ikke alene kan vurderes på antallet af elever. Den er også et lokalt samlingspunkt og et sted, hvor dansk sprog og kultur lever. Faktum er ikke desto mindre, at flere skoler i Sydslesvig har så få elever, at det ville være vanskeligt at få politisk opbakning til at opretholde tilsvarende skoler i Danmark. Herhjemme er mere end 300 folkeskoler blevet nedlagt siden 2007, og lukningerne har særligt ramt landdistrikterne og børn fra de fattigste familier. Det bør derfor give anledning til at overveje, hvad der egentlig bedes om, når danske skatteydere forventes at holde hånden under en skolestruktur i Sydslesvig, som mange danskere for længst har måttet vinke farvel til i deres egen landsby.

Danmark har et historisk og kulturelt ansvar for det danske mindretal. Det gælder også for os i Grænseforeningen. Men støtten fra Danmark forpligter også modtageren til at forvalte tilskuddet ansvarlig. “Send flere penge” er – diplomatisk formuleret – ikke ligefrem et skoleeksempel på ansvarligt lederskab. Risikoen er tilmed, at miseren stiller hele mindretallet i et dårligt lys. Måske skulle Skoleforeningen altså se indad og gøre brug af kuglerammen og sparegrisen, inden man endnu en gang drager nordpå til den rige onkel i Danmark med hatten i hånden.