Bertel Haarder er om nogen en liberal værdikriger, der har præget det danske samfund i mere end 50 år. Det gør han stadig som debattør, men han har som politiker haft mere indflydelse end de fleste efter at have været undervisningsminister i rigtig mange år efterfulgt af perioder som Europaminister, udviklingsminister, integrationsminister, kulturminister, kirkeminister og sundhedsminister. Han har været medlem af og næstformand for Europa-Parlamentet.

Ja, han har også været præsident for Nordisk Råd og formand for Det Kongelige Teater. Interessen for teatret fik han under opvæksten i det dansk-tyske grænseland. Det gjorde et stort indtryk på ham, da han så Det Kongelige Teaters opførelse af Henri Nathansens ‘Inden for Murene’ med Poul Reumert og Clara Pontoppidan i Flensborg som 13-årig.

Han er en sønderjyde, der altid har været klar til at tage en tørn for grænselandet og det danske mindretal. Han skriver i sin nye bog ‘Sjælespark’, at en af de ting, han fortryder, er, at han valgte at gå på gymnasiet i Sønderborg og ikke på det danske mindretals gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, da han voksede op på Rønshoved Højskole, hvor hans far var forstander. 

“Jeg har virkelig ærgret mig hele livet over, at jeg ikke gik på Duborg-Skolen. Den lå jo meget nærmere, og jeg kunne have fået en dobbelt sproglighed ind med modermælken. Jeg tænkte dagligt på det i Europa-Parlamentet, hvor jeg havde meget at gøre med de tyske medlemmer,” siger han.

Nu er sproget på de danske skoler og gymnasier i Sydslesvig jo dansk, og dansk sprog og kultur har Bertel Haarder til enhver tid slået et slag for. Hans baggrund i det grundtvigianske miljø, præget af højskoler og friskoler står han ved. Udover at være vokset op på Rønshoved har han været lærer på Askov Højskole. 

Kritisk

Men også det forholder han sig kritisk til, som han gør til det liberale, som ikke må være uhæmmet og bare handle om at høste størst mulige gevinster. Det skal være præget af ordentlighed. Folk skal kunne sætte en grænse, også for egen selvudfoldelse. Frihed er godt, men fællesskabet er det vigtigste.

“Frihed uden bundethed til åndelige fællesskaber er kulturløs egoisme”, skriver han i bogen, som vel kan siges at handle om noget, som mange taler en del om i tiden, nemlig åndelig oprustning.

Bertel Haarder gør det åndelige konkret og historisk, han puster kulturelt indhold i det åndelige fællesskab, vi deler som danskere og europæere.

‘Sjælespark’ er en bog, der tager vores kulturarv alvorligt med knivskarpe analyser, citater af så forskellige kilder som Solsjenitsyn og Steffen Brandt, og fortællinger om møder og forhandlinger med folk, der har præget udviklingen i Danmark og Europa i de samme år, som Bertel Haarder har været aktiv i politik. 

Det er mange år. Så han får blandt mange nævnt Poul Schlüter, Birthe Rønn Hornbech, Ebbe Kløvedal Reich, Margrethe Auken og Inger Støjberg samt udenlandske kulturfolk og politikere. 

Han er ikke lige begejstret for alle og lægger ikke skjul på sine holdninger og de uenigheder, han har haft med folk. Men han gør det med respekt for næsten alle. Ikke mindst er han humoristisk, ja der er faktisk et kapitel om humor. Og den er ikke altid politisk korrekt, hvilket nu også kan være befriende. Han fortæller en vittighed om den gamle sønderjyde Peter, der var begyndt at læse latin.

“– Hvorfor æ do begyndt å løs’ latin, Pete’?

– Jo, se’ do’, æ ska’ jo snart dø, å når æ så kømme op til Sankt Pete’, så vil æ jo gern’ ku’ snakk’ mæ’ ham.

– Jamen Pete’, hvad no, hvis do kømme det and’t sted – i æ hølle?

– Jo, men tysk, de hæ æ oltins kunn’t!”

Mindreværd og selvovervurdering

Han beskriver, hvordan H.C. Andersen i sine dagbøger begræd, at hans tyske venner forlod København efter 1864, hvor de ikke var velsete efter nederlaget til Preussen.

“Det var forståeligt, men ikke til gavn for dansk kultur. Der sluttede guldalderen,” skiver Bertel Haarder. Han sammenligner det kulturelle miljø med et drivhus og konstaterer, at kulturen ikke trives i et drivhus, den skal tilføres ilt og inspiration udefra.

Det kan virke som et lidt overraskende udsagn fra menneske, der i den grad er præget af Grundtvig og det samfundsfællesskab, højskoler og friskoler skabte grobund for efter 1864.

Og siden skriver Bertel Haarder om Danmark efter tabet af Norge og hertugdømmerne:

“Vi udviklede en sejlivet småstatsmentalitet, en kombination af mindreværdskompleks og selvovervurdering godt hjulpet af Grundtvig og højskolebevægelsen”.

Han nævner sætningen fra den sønderjyske slagsang ‘Det haver så nyligen regnet’ om frø af ugræs, der var føget over hegnet. Og så kommer der eller også bandbulle af ting, der er kommet sydfra, som kunne være Egon Olsen eller kaptajn Haddock værdig, blandt andet nazisme, besættelse og dræbersnegle.

Men der er også kommet kultur og inspiration, så det hele handler om at finde en balance. Det danske står ikke alene. Det er også en del af noget større.

Det lyder dog som en lidt hård dom at tale om mindreværd og selvovervurdering. Men spørger man Bertel Haarder om det, svarer han “Ja, netop”.

“Guldalderen, siger man jo, stopper i 1864. Det hænger sammen med, at nationens situation var voldsomt forandret. Tiden indtil 1864 var præget af mange tyske inspirationer til dansk kultur, som blev omsat til noget pæredansk. Så blev vi i 1864 en småstat i eksistenskamp, og så blev der brug for at omskabe almuen til et folk. Så var det ikke længere en elite, som skabte en guldalder. Så var det et folk, som skulle have noget at være fælles om, og det var jo folkehøjskolens program, at den enkelte skulle se sig selv som en del af noget større”.

I bogen ‘Sjælespark’ vender han igen og igen tilbage til Dansk Boldspil-Unions slogan ‘En del af noget større’. Simpelthen fordi han synes, det rammer plet.

“Det kan stå som overskrift på enhver foredragssal, ethvert forsamlingshus og enhver forening,” siger Bertel Haarder.

Men lidt mere om guldalderen og tiden, der fulgte efter 1864.

“Guldalderen var noget elitært. Højskolebevægelsen var noget folkeligt. Takket være højskolebevægelsen blev guldalderkunstnerne hver mands eje. En definition på kultur er, at kunst bliver fælles. Højskolesangbogen er et godt eksempel. Der er mange sange, ingen ville kende, hvis de ikke kom i Højskolesangbogen”.

Frihed og ånd

Kulturelle og kirkelige fællesskaber, som er med til at gøre den enkelte til en del af noget større, er i sidste ende afgørende for, at vi kan holde fast i vores frihed, også selvom den har syntes tabt, mener Bertel Haarder. 

“Jeg beskriver jo, hvordan polakkerne efter århundreder af undertrykkelse overlevede i kraft af deres kultur, herunder katolicismen, som var det, der knækkede ryggen på kommunismen. De baltiske lande var på samme måde totalt undertrykte, en stor del af befolkningen var sendt til Sibirien, og alligevel overlevede de i kraft af deres kultur, som den estiske dirigent og komponist Kristjan Järvi sagde: Indtil for 30 år siden var Estland kun kultur!”

Det var et svar til Bertel Haarder på et spørgsmål, han stillede, da han mødte esteren i Tivolis koncertsal, hvor han dirigerede det baltiske ungdomsorkester til en fejring af 30-året for Estlands befrielse fra Sovjetunionen. Spørgsmålet var: Hvor får de unge musikere al den energi fra?

“Det var det samme med Sønderjylland, som overleverede fremmedherredømmet på grund af sønderjydernes kultur og sønderjydernes blå sangbog, som de kendte så godt, at når visse sider var bortcensurerede, gjorde det ikke noget, for man kunne synge sangene udenad.”

Og her kunne man føje til, at sønderjyderne blandt andet også brugte vandrerlærere, sprogforening og kaffeborde til at holde den danske ånd i live under udlændigheden.

“Hvis der ikke er nogen, der kæmper for det, så hjælper det ikke noget”, siger Bertel Haarder dertil.

Han er optimistisk, når det kommer til det danske riges åndelige tilstand i dag.

“Der er jo en strømning i tiden, som gør, at flere og flere er optaget af både det religiøse og det nationale og det åndelige i øvrigt, så det er jeg ikke bekymret for. Men jeg skrev jo bogen, fordi jeg gerne ville skabe åndelig bevidsthed, og fordi jeg synes, det er synd, at der er så mange vigtige forestillinger, som er skyllet ud med det sekulære badevand. Alt det, vi kender fra bibelske fortællinger, som er vigtige billeder på menneskelivet, hvad enten man er troende eller ej.”

Kulturel tydelighed

Bertel Haarder har både været kirkeminister og kulturminister. Længst tid har han dog været undervisningsminister, så hvor er det vigtigst at sætte ind for at sikre, at der også i fremtiden er dansk ånd og kultur? 

“Det er over hele linjen og ikke mindst handler det om at gøre skolen mere kulturelt tydelig. Dansk kultur er på en eller anden måde meget utydelig, og indvandrere, der kommer med indvandrerbaggrund, får jo ingen fornemmelse af, hvad dansk kultur er, hvis der ikke er en tydelighed omkring det. Det dummeste, vi kan gøre, er, hvis vi trækker dansk kultur baglæns af hensyn til fremmede kulturer, der kommer til landet,” siger han – og svaret kommer jo også fra Danmarks første integrationsminister. 

“Vi skal være mere tydelige. Det er til gavn for de nye borgere, der kommer til landet, og det er til gavn for danske elever.”

Han taler for en stram udlændingepolitik i bogen, og han mener, at det, han kalder ‘det islamistiske uvæsen’ skal bekæmpes. Men han er også tydelig omkring, at det ikke må ske på en måde, der sætter alle muslimer under anklage. Det er kun de færreste muslimer, der er islamister. 

“Ja, det hævder jeg. Man kan godt være muslim og bindestregsdansker. Man kan være dansk-amerikaner, og man kan også være tyrkisk-dansker, og det nytter ikke noget at bede folk om at hænge deres medbragte kultur ude i entreen. Men vi skal sørge for, at de får en fortrolighed med den kultur, de er kommer til. Og det, synes jeg, mangler, og det har jeg mange indvandreres ord for. Noget af det mest tåbelige, man kan gøre, er som en nordsjællandsk kommune, der afskaffede juletræet og julegudstjenesten i skolerne og gav muslimerne skylden for det. Muslimerne har intet imod det”.

“Det kan vi også se af, at der er mange muslimer, der går på katolske privatskoler. Der møder de en kulturel tydelighed.”

“Jeg er jo kritisk overfor at dyrke friheden som noget isoleret. Friheden i sig selv er jo åndsfattigt. Friheden er kun noget værd for dem, der føler sig bundet af nogle værdier, en religion eller kultur. Jeg nævner også, at de, der kæmpede for friheden, var dem, som følte sig bundet til noget åndeligt. F.eks. dem, der i 1620 rejste til USA for at være i fred med deres religion. De skabte verdens frieste samfund.” 

“Jeg angriber visse liberales tankegang om, at hvis bare noget er lovligt, er det også i orden. Det er en meget farlig tankegang, og jeg bruger Danske Bank som eksempel. Det syndefald, der fandt sted i Danske Bank i forbindelse med pressens afsløringen af hvidvaskskandalen i bankens estiske filial i 2017-18, havde ikke noget at gøre med, at det var ulovligt, det var bare ikke ordentlig. Derfor var jeg glad for, at hele ledelsen blev fyret med den begrundelse, at det skulle bygge på ordentlighed og tillid”, siger han.

Både den administrerende direktør og bestyrelsesformanden blev af hovedaktionæren fra Mærsk presset til at trække sig, selv om en advokatundersøgelse havde konkluderet, at de ikke havde gjort noget ulovligt.

Danske Bank blev dog siden idømt meget store bøder. 

Dansk og nordisk

Bertel Haarder er også inde på, at det er gået tilbage med unges sprogkundskaber. Færre lærer tysk og fransk, og de nordiske sprog er der kun ringe forståelse for.

“Det ene udelukker overhovedet ikke det andet. Der er en sammenhæng i, at nutidens unge hverken forstår dialekter eller andre nordiske sprog. Det hænger sammen. Det er en sproglig fattigdom, som jeg synes, vi skal få rettet op på. Jeg er blevet formand for en sprogkomite nedsat af Region Midtjylland, som begynder sit arbejde på DSV i Hedehusene. Det er et landsdækkende initiativ.”

“Vi bliver nødt til at gøre dansk til et fuldgyldigt sprog, som vi kan behandle alle tilværelsens forhold med. Det var det, der var Ørsteds formål. Han konstruerede danske ord. Han mente, at kultur og sprog hang sammen, og at dansk kultur skulle være fuldgyldig og ikke bare en aflægger af europæiske sprog. Det minder jo lidt om det, der var guldalderkunstnernes mission, at opsuge alle de udenlandske strømninger og omsætte dem til noget dansk. Det var præcist det, Ørsted gjorde, når han insisterede på, at naturvidenskaben også er på dansk.”

Hvad det nordiske angår, ærgrer det Bertel Haarder, som også har været formand for Nordisk Råd, at en nordmand, der er ude at handle i København, ikke kan blive forstået på sit modersmål i en butik.

“Jeg er overbevist om, at mit eget stærke nordiske engagement hænger sammen med, at jeg er fra grænselandet. Det er jo grænselandet for 27 millioner nordboere og ikke bare for seks millioner danskere. Da jeg var formand for Nordisk Råd i 1980’erne, arrangerede jeg en tur til Sydslesvig, så de kunne se, at ved grænsen rejse man ikke kun det danske, men alle de nordiske flag.”

Sjælespark. Af Bertel Haarder. 197 sider. 199,95 kr. Gyldendals Forlag.